Mandehørm og sund livstil
En kampagne skal være med til at få mænd til at gå op i sundhed, kost og motion
I Syddjurs Kommune er der dømt mandehørm.
I en kampagne sætter kommunen nemlig fokus på fællesskab og kost - særligt for mænd, der har en usund livsstil. Det sker med inspiration fra det populære tv-program: Rigtige Mænd.
- Vi synes, det var et godt startskud og redskab til at få de her mænd i tale, siger sundhedskonsulent, Anders Fehr Rask.
Fokus på mænds sundhed
I forbindelse med Mens Health Week bruger kommunen nemlig tv-programmet som anledning til at give udvalgte virksomheder mulighed for at deltage i et mandehørmsevent, hvor de samtidig kan få ny viden om sundhed.
- Det har åbnet op for, at sundhed ikke behøver at være at sidde og spise glutenfri mel, siger Anders Fehr Rask.
Fredag var det 126 medarbejdere fra Auning-virksomheden VAM A/SS, som var samlet til kvartalsmøde for at give den fuld gas.
Handler om fællesskab
- Man vinkler det, så det handler mere om fællesskab. Vi undgår at prædike for meget sundhed, så sundheds-gevinsterne kommer ind som en underliggende ting, siger Anders Fehr Rask.
Dagens virksomhedsevent er et kickstart af et 12 ugers træningsforløb, som foregår i samarbejde med DGI Østjylland efter sommerferien.
Slutmålet er, at deltagerne kan være med i et ekstremløb.
Du kan se mere om det i videoen øverst på siden.