Stor forvirring: Skal vi vente fire år eller ej?

Udvalgsformand vil gerne lytte til virksomheders byggeplaner, hvis de skal speedes op, men embedsværket mener ikke, det er et politisk råderum.

Udgivet Opdateret
Syddjurs Kommune har en vision om at el- og varmeforsyningen skal dækkes 100 procent af vedvarende energi i 2035.

Ebeltoft Fjernvarme vil gerne have tilladelse til et byggeri, som fremmer den grønne omstilling. Men udsigten til at få det godkendt kan være op til fire år i Syddjurs Kommune.

Tidligere på ugen har vi på TV2 Østjylland fortalt, at Ebeltoft Fjernvarme undrer sig over, at byggetilladelsen til Salling Groups kursuscenter er blevet opprioriteret af politikerne og dermed rykket frem på en flere år lang liste. Ebeltoft Fjernvarme havde ellers fået at vide på et møde med kommune, at det ikke var muligt.   

I den anledning fortalte formand for Erhvervs- og Planudvalget i Syddjurs Kommune, Kasper Kolstrup Møller (K), til TV2 Østjylland, at han meget gerne vil i dialog med virksomheder og borgere, hvis de mener, at deres byggeprojekt med lokalplansændringer skal rykkes frem i den lange kø af sager.

Her opfordrede han Ebeltoft Fjernvarme til at tage fat i lokalpolitikerne. Men det fortæller Ebeltoft Fjernvarme nu, at de allerede har forsøgt.

- Vores formand har snakket i telefon med tre lokalpolitikere. De kendte naturligvis ikke sagen, men ville undersøge den, da de sagtens kunne se, at ventetiden var meget lang, fortæller Niklas Bitsch, driftsleder ved Ebeltoft Fjernvarme.

Men varmeværket hørte intet fra politikerne. Ifølge varmeværket havde de i stedet en dialog med direktøren for Udvikling og Kultur i Syddjurs Kommune, Poul Møller, som skulle have sagt, at politikerne ikke kunne gøre noget ved sagen.

Poul Møller har dog ikke samme opfattelse.

- Det må være en misforståelse. Jeg har udelukket talt om sagsbehandlingen, som ikke er den del af det politiske råderum. Jeg har talt med formanden for varmeværket mange gange, siger Poul Møller.

Syddjurs Kommune har en vision om at el- og varmeforsyningen skal dækkes 100 procent af vedvarende energi i 2035. 

Fortsat gerne i dialog

Kasper Kolstrup Møller (K), formand for Erhvervs- og planudvalget i Syddjurs Kommune, kan ikke svare på, hvorfor Ebeltoft Fjernvarme skulle have fået den melding fra embedsværket, men han har et bud.

- Det har de måske sagt for at beskytte os politikere. Ellers har vi de første 50 opkald med folk, som vil have opprioriteret deres ansøgning, siger formanden.

Ifølge Kasper Kolstrup Møller kan det også være byggeprojektets kompleksitet, som måske får embedsværket til at holde politikerne ude af sagsbehandlingen. Han holder dog fast i sin egen holdning.

- Jeg kan godt se, det kan være modstridende. Så kan vi være uenige på det punkt. Jeg vil gerne slå på tromme for, at vi som lokalpolitikere skal være tilgængelige og lytte til borgere, udviklere og virksomheder, siger Kasper Kolstrup Møller.

Erhvervs- og Planudvalget bliver hvert kvartal præsenteret for listen af lokalplan-sager, som de kan drøfte ud fra, om nogle skal opprioriteres. TV2 Østjylland har fået indsigt i listen, som viser, at Ebeltoft Fjernvarme endnu ikke er på denne. Det er altså pt ikke muligt for politikerne at opprioritere projektet. 

Med den åbne invitation vil Ebeltoft Fjernvarme nu igen forsøge at gå i dialog med Syddjurs Kommune i håbet om at få en byggetilladelse hurtigere, så de ikke skal vente fire år. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her