Vand på vej: Hanne hastede hjem fra ferie
Hanne Eliassen Jørgensen frygter konsekvenserne efter søndagens varsling.
Hanne Eliassen Jørgensen og hendes partner nød en ferie i Hillerød på Sjælland. En ferie, der egentlig skulle have varet helt til onsdag - hvis ikke deres planer pludselig blev spoleret.
- Alarmklokkerne ringede allerede i morges, da vi så varslet. Så blev vores planer lige ændret med det samme, siger Hanne Eliassen Jørgensen.
Der er varslet op mod 62 millimeter regn på Djursland mandag - og det er den prognose, der gør, at Hanne Eliassen Jørgensen og hendes partner ikke bliver på Sjælland som planlagt,
- Det tør vi simpelthen ikke. Så vi kørte hjem med frygt, siger hun.
Bliver du påvirket af regnen?
Er du i gang med at forberede dig til regnvejret? Eller mærker du pludselig konsekvenserne af det? Så vil TV2 Østjylland meget gerne høre fra dig. Send os gerne billeder og videoer her eller på tip@tv2oj.dk
Frygter en gentagelse
Familiens hus i Følle er blevet oversvømmet to gange på 10 måneder, fordi bækken er gået over sine bredder i forbindelse med store mængder regn.
Lige nu er familien stadig genhuset efter den sidste oversvømmelse i juli - og huset er netop blevet færdig med at tørre og skal snart genopbygges.
- Får vi så vand nu igen, så kan vi se frem til fire til otte ugers tørringsproces igen. Det udskyder jo hele processen, siger Hanne Eliassen Jørgensen.
Derfor er Hanne Eliassen Jørgensen og partneren nu taget den lange tur fra Sjælland til Følle for at være parate.
Huset er allerede forskanset med sandsække, der er lagt dræn omkring hele huset, og de er klar med pumper, hvis vejret bliver slemt.
Drømmehuset ødelagt
Mandagen, der skulle have stået på endnu en køretur med autocamperen til Nordjylland, bliver også noget ganske andet.
- Den ene af os bliver simpelthen hjemme, så vi kan reagere hurtigt, hvis det bliver voldsomt, som de varsler, siger Hanne Eliassen Jørgensen.
Inden huset første gang blev oversvømmet, var det lige blevet totalrenoveret, og Hanne Eliassen Jørgensen kaldte det 'drømmehuset'.
Det blev ødelagt for 10 måneder siden, og familien måtte genhuses, mens huset blev gjort i stand.
I juli skete det samme så endnu en gang, og nu frygter Hanne Eliassen Jørgensen, at parret kan se frem til en tredje ødelæggelse og genhusning.
- Det kan vi simpelthen ikke klare psykisk. Det har været så hårdt den her gang, så vi går fuldstændig ned, hvis det sker igen. Og det gælder os begge to, siger Hanne Eliassen Jørgensen.