Nationalbankens brev mistænkes for at være svindel, men den er god nok
Danskerne mangler stadig at indlevere forældede pengesedler for 8,5 milliarder kroner.
Hvis du gemmer pengesedler under hovedpuden, så er det nu, du skal finde dem frem og få dem indleveret i banken.
Fra 31. maj næste år bliver en række ældre pengesedler ugyldige, og derfor har Nationalbanken netop lanceret en informationskampagne, der skal sætte fart under indleveringen af de gamle sedler.
Her får danskerne besked i deres E-boks om, hvilke pengesedler der bliver indkaldt, hvad fristen er, og hvordan man indleverer de forældede kontanter.
Men det har fået flere bekymrede danskere til at ringe ind til Nationalbanken.
Det er nemlig første gang, at banken på den måde skriver ud til alle danske borgere. Og det har skabt frygt for, at beskederne er et forsøg på svindel.
- Det har fået nogle opmærksomme borgere – i en tid med megen fokus på digital svindel og phishing – til at tvivle på oprigtigheden af det brev, de nu har modtaget, fortæller hovedkassér i Nationalbanken Niels Kaas til TV 2.
Men man kan roligt åbne brevet. Den er nemlig god nok.
8,5 milliarder kroner mangler
Nationalbankens oplysningskampagne kommer, efter det i november sidste år blev meldt ud, at der kommer nye pengesedler i 2028-2029, og at 1000-kronesedlen og ældre seddelserier bliver ugyldige efter 31. maj 2025.
Men ifølge Nationalbanken går det trægt med at få de snart udløbne pengesedler indleveret. Der er siden november sidste år indleveret sedler svarende til en værdi af 15,9 milliarder kroner.
Men der mangler stadig sedler for 8,5 milliarder kroner. Og det gælder ikke kun den letgenkendelige 1000-kroneseddel med broer og oldtidsfund på.
Det gælder også ældre seddelserier fra 1944, 1952, 1972 og 1997. De ældre mønter bliver dog ikke ugyldige.
Det er især sedler fra 1997-serien med portrætter og kirkekunst, som mange ikke har fået indleveret. Ifølge Nationalbanken mangler der stadig 1,8 milliarder kroner i sedler fra den serie.
- Især 100-kronesedlen med komponisten Carl Nielsen på er der nok mange, der husker. Jeg er selv én af dem, der er vokset op med den, og den kunne sagtens ligge rundt omkring i forskellige bøger og andet derhjemme, siger Niels Kaas og opfordrer danskerne til at kigge godt efter i gemmerne.
Der er ikke brug for 1000-kronesedlen
Udover at udfase flere gamle seddel-serier, så udfaser Nationalbanken helt 1000-kronesedlen.
Det sker, fordi danskernes betalingsvaner har ændret sig, så der ikke længere er brug for så store sedler til betalinger. Derudover er netop 1000-kronesedlen i stigende grad udsat for forsøg på forfalskninger.
- Vi kan også se, at 90 procent af de betalinger, der foretages med kontanter, har en værdi under 500 kroner. Og derfor kan vi se, at der er simpelthen ikke længere brug for at have en 1000-kroneseddel i dag i forhold til de betalinger, vi foretager med kontanter, siger Niels Kaas.
De gamle pengesedler skal indleveres for at gøre plads til den nye seddelserie. Mindst 75.000 personer har i et spørgeskema været med til at give deres input til, hvordan den næste seddelserie skal se ud.
Det bliver offentliggjort fredag, hvem og hvad der skal pryde de nye pengesedler.