Ni år gammelt klip sætter Emil Nielsens succes i perspektiv
Emil Nielsen er stolt over det, han indtil videre har nået i sin håndboldkarriere.
- Jeg vil gerne prøve de ting, som Kasper har prøvet. Lad os bare sige det sådan.
Sådan sagde en bare 17-årig Emil Nielsen tilbage i 2015, da han i sit første interview nogensinde stod ved siden af målmandslegenden Kasper Hvidt.
Det kan du se her hos TV 2 Sport.
I interviewet satte den unge aarhusianer ord på de ting, han gerne ville opnå i sin karriere, og ved det igangværende EM har han i hvert fald præsteret én af de ting, Hvidt også formåede - nemlig at storspille ved en slutrunde.
Og interviewet og samtalen med Hvidt har han absolut ikke glemt.
- Det sidder printet ind i hovedet. Det kan jeg tydeligt huske. Det var stort for mig. Først og fremmest var det mit første interview, og så var det jo med Hvidt, som var en stor del af min håndboldopdragelse, siger Emil Nielsen til TV 2 Sport.
- Det var kæmpestort - ikke bare at få lov til at spille mod ham, men også få lov til at snakke med ham og udveksle idéer.
Emil Nielsen spillede i Århus Håndbold på det tidspunkt, hvor han fik debut som 17-årig i den danske liga. Nielsen, der desuden sender en tak til træneren Erik Veje Rasmussen for hans store betydning, fortæller, at han var en ung og glad dreng, der gik uimponeret ind til opgaven.
At han så ni år senere er med til EM og storspiller – og til dagligt er på en af de største adresser i FC Barcelona – er bare et imponerende billede på den vilde rejse, han har taget.
- At jeg står her, kommer af mange års dedikation. Jeg er sindssygt stolt af, at jeg er kommet hertil. Der var været meget arbejde undervejs.
Imponerer ekspert
Indtil videre er Emil Nielsen og Niklas Landin noteret for stort set at have delt spilletiden ved EM.
Det er nyt i landsholdsregi, da det ved tidligere slutrunder har været Landin, der har været det klare førstevalg.
- Det er en ny hverdag for Niklas Landin og det danske landshold. Det er mere et udtryk for, at Emil Nielsen er dygtig lige nu, end det er Niklas Landin, der er gået ned. Landin er lige præcis der, hvor han skal være. Det må aldrig blive andet end et virkelig, virkelig positivt problem (at Danmark har to gode målmænd, red.), siger håndboldekspert Claus Møller Jakobsen.
Har Emil Nielsen imponeret jer?
- Ja, meget. Vi vidste godt, at han var god, og at han havde præsteret på et højt niveau i FC Barcelona. Han er ved at overhale Gonzalo Pérez de Vargas dernede. Det overrasker mig, at han har kunnet gå ind med en så stor suverænitet og stabilitet, siger eksperten.
Efter sin tid i Århus Håndbold skiftede han til Skjern, hvorefter turen gik til HBC Nantes. Herfra rejste han så til FC Barcelona.