19-årig dræbt af knivstik
Ifølge Østjyllands Politi er der tale om et internt opgør i det kriminelle miljø.
En 19-årig mand blev natten til søndag stukket ned med kniv på Reginehøjvej i det nordlige Aarhus.
Offeret afgik kort efter ved døden på Aarhus Universitetshospital.
- Østjyllands Politi fik kl. 00.39 en anmeldelse om noget tumult og uro mellem flere mænd på Reginehøjvej. Patruljerne traf ingen forurettede på stedet, men lidt efter kom der besked fra skadestuen om, at en mand var kommet ind med alvorlige skader efter knivstik. Hans liv stod ikke til at redde, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
- Siden anmeldelsen har vi lavet undersøgelser på stedet, foretaget afhøringer og gennemgået relevant videoovervågning, og ud fra den indledende efterforskning er det vores formodning, at drabet bunder i et opgør i det kriminelle miljø, siger politiinspektør Anders Uhrskov.
Efterlyser vidner
Der er indtil videre ingen anholdte i sagen.
- Vi har spor at gå efter, men vi vil rigtig gerne i kontakt med vidner, der kan have set noget omkring gerningstidspunktet på Reginehøjvej, eller som måske har nogle relevante optagelser på deres overvågning i deres bil eller andre steder, siger politiinspektøren.
TV2 Østjyllands reporter Sofus Sten Bach Hansen er på stedet. Han oplyser, at politi og teknikere fortsat er i gang med at undersøge gerningsstedet søndag formiddag - blandt andet med hunde.
- De er i gang med at undersøge et afspærret område foran en opgang, og det ser også ud til, at betjente er rundt og stemme dørklokker, siger han.
Ifølge Sofus Sten Bach Hansen følger en del beboere med fra vinduerne rundt om i blokkene.
En af beboerne i området oplyser til TV2 Østjylland, at vedkommende hørte råb omkring gerningstidspunktet.
- Der skete noget omkring kl. 00:30 - 01:00, hvor nogen var i slåskamp. Derefter blev der råbt "ring til en ambulance, få fat i en ambulance", oplyser beboeren, der ønsker at være anonym.
Ikke rettet mod en tilfældig
TV2 Østjyllands reporter oplyser, at politiet omkring middagstid har afsluttet undersøgelserne ved Reginehøj og har forladt området.
Men Østjyllands Politi vil søndag og de kommende dage være ekstra synligt til stede i området omkring Reginehøj. Blandt andet med den mobile politistation, som senere søndag vil stå i området, hvor borgerne kan henvende sig.
- Det er klart, at så voldsom en episode kan skabe en del utryghed i området, og derfor prioriterer vi at være synlige og klar til dialog med beboerne derude. Men det er ikke farligt at gå rundt i området, og vi vurderer, at man trygt kan færdes, som man plejer. Overfaldet var ikke rettet mod en tilfældig, og vi vurderer, at det er sket i det kriminelle miljø, siger Anders Uhrskov.