19 hunde fjernet fra mand - får lov til at beholde én

For nylig blev 19 hunde reddet fra en mand, hvis liv var faldet fra hinanden. En lignende sag udspillede sig sidste år. Hjælpen skal hentes tidligere, lyder opfordringen.

Udgivet Opdateret

En grædende voksen mand står i et rodet og beskidt hus. Omkring ham løber 19 pjuskede og plettede hunde rundt.

Det var, hvad Dansk Dyreværn Aarhus mødte ind til, da de for nylig blev kaldt ud til en sag om 19 hunde, der havde det skidt og derfor måtte reddes.

- Der var tale om en mand, hvor tingene var vokset over hovedet på ham. Han havde brug for hjælp, siger Rolf Nordentoft, leder ved Dansk Dyreværn Aarhus.

Når dyr har det skidt, så er der typisk mennesker bag, der har det endnu værre
Rolf Nordentoft, leder ved Dansk Dyreværn Aarhus

De frivillige fra Dansk Dyreværn Aarhus mødte op på adressen for at redde hundene, og det gjorde de i samarbejde med politiet og de sociale myndigheder.

Vil stoppe ulykken

Det skete efter aftale med ejeren, som ifølge Dansk Dyreværn Aarhus havde det rigtig skidt og derfor selv havde rakt ud efter hjælp.

- Når dyr har det skidt, så er der typisk mennesker bag, der har det endnu værre, siger Rolf Nordentoft.

Da hundene blev reddet, var ejeren meget ked af det, men dyrene blev fjernet i samarbejde med ham. 

- Vi skal hjælpe dyrene ved at stoppe ulykken, og det gør vi ved at hjælpe ejeren. Derfor samarbejder vi med de sociale myndigheder og politiet, siger Rolf Nordentoft. 

Hundene kan adopteres fra Dansk Dyreværn Aarhus.

Ikke den første tragedie

Tilbage i december reddede Dansk Dyreværn Aarhus 16 dansk svensk gårdhunde i en sag, der ligner denne meget. Ejeren af hundene var blevet gammel, og tingene var ifølge Dansk Dyreværn Århus vokset ham over hovedet, præcist ligesom den sag, de for nyligt har været ude ved. 

- Det er desværre menneskelige tragedier, der ligger bag i begge sager. Det er vigtigt, at man får råbt om hjælp i tide.

Begge ejere var ifølge Dansk Dyreværn Aarhus meget flove over, at det var nået så vidt, at deres hunde var begyndt at have det dårligt.

Ingen vanrøgt

Der er i begge sager ikke tale om vanrøgt. Ejerne har ikke været onde ved deres hunde, men i begge tilfælde har ejerne ikke fået råbt om hjælp i tide og har derfor fået flere hunde, end de kunne passe ordentligt på.

- Det er vigtigt, at man får råbt om hjælp i tide. Så snart man synes, at der er noget galt, så skal man ringe til os. Ring hellere en gang for meget end en gang for lidt, siger Rolf Nordentoft. 

Ejerne skammede sig i begge tilfælde over, at det var kommet så langt ud, men var også lettede over, at hundene nu fik hjælp.

Hjælp at hente

De 19 hunde der for nyligt blev hentet er alle kommet godt og sikkert frem til Dansk Dyreværn Århus i Tingskoven i Tranbjerg. De er nu ved at blive socialiseret, så de kan komme ud til nye familier.

- De skal lære alt det som andre hunde hurtigt lærer. De skal for eksempel lære, at det er rart at blive klappet og at gå med line, siger Rolf Nordentoft. 

De 19 hunde er ifølge Dansk Dyreværn Århus sød og rare. Fire af de 19 hunde er hvalpe, og de er allerede meget godt socialiseret.

Alle hundene fra sagen tilbage i december er blevet reddet og har nu fået nye gode hjem.

Dansk Dyreværn Århus opfordrer til, at man kontakter dem, hvis man ser hunde såvel som ejere, der står i situationer, der ligner de to sager. Man kan ringe til deres vagtcentral på 1812.

- Vi har et stort frivilligt korps, og vi kører gerne ud og kigger på, om dyrene har det godt. Vi har et tæt samarbejde med kommunen, og vi vil også gerne hjælpe ejerne med at få noget hjælp, siger Rolf Nordentoft. 

Hunde kan adopteres

Hvis man vil hjælpe, kan man ansøge om at få lov at adoptere en af hundene, der er blevet reddet ved Dansk Dyreværn Aarhus.

- Vi vil gerne finde nye familier til hundene. Vores hundeteam udvælger nye familier, så de passer lige præcis til den enkelte hund. Vi går meget op i, at det skal være et godt match, så hundene ender et godt sted.

I samarbejde med de sociale myndigheder og politiet blev det vurderet, at manden der for nyligt fik fjernet 19 hunde, får lov at beholde én neutraliseret hund, såfremt han får ryddet ordentligt op og gjort rent i sit hus.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her