35-årig i retten: Havde lattergas i blodet
Varetægtsfængslingen af den 35-årige mand opretholdes. Han er sigtet for at være skyld i tre personers død.
En 35-årig mand blev ved Retten i Aarhus varetægtsfængslet frem til onsdag 23. oktober.
Han er sigtet for uagtsomt manddrab i forbindelse med en trafikulykke i Tranbjerg onsdag aften, hvor tre ældre personer afgik ved døden.
Her mødte han op med venstre arm i slynge og bandage om begge arme. Han var tydeligt berørt og sad de første mange minutter i retsalen og snøftede højlydt med et lommetørklæde i hånden.
Tre af sigtedes venner var også mødt op. Den 35-årige var klædt i klipklapper og blå t-shirt, og sad i store dele af grundlovsforhøret med armene hvilende på bordet, som han kiggede ned i.
Også lørdag nægtede han sig skyldig, som ved det første retsmøde, og heller ikke lørdag ville han udtale sig.
Fordi den 35-årige selv kom til skade i ulykken og derfor har været indlagt, blev han fremstillet i grundlovsforhør in absentia, altså uden at være til stede, torsdag. Men lørdag blev han udskrevet og kunne møde op i retten selv.
Han har forklaret til politiet, at det var en af hans venner fra Aarhus, der kørte bilen. Han vil ikke oplyse, hvem det er.
Lørdag kom det så frem, ligesom politiet mistænkte i sigtelsen, at den 35-årige var påvirket af lattergas, da ulykken skete. Det påviste en blodprøve, som blev dokumenteret under retsmødet. Den blev taget torsdag kl. 00.17 og viste et forhøjet spor af lattergas i den sigtedes blod.
I Danmark er det ulovligt at være i besiddelse af lattergas i det offentlige rum. Det er dog ikke ulovligt at køre på lattergas.
Siden retsmødet torsdag er der til bevisbyrden også tilføjet en kort samtale, som den 35-årige havde med sin kæreste og hendes mor, da de besøgte ham på hospitalet.
Her skulle han ifølge vidneforklaringen, som blev læst op i retten, have sagt til dem, at han havde "dræbt tre personer".
Da anklager Rosa Pape læste dette op, afbrød den 35-årige fra sin plads midt i retslokalet for tredje gang lørdagens retsmøde, for at sige, at han sagde, at han kørte galt.
Dommeren forklarede den 35-årige, at han havde fået mulighed for at udtale sig, og det vil han få igen senere.
Vanvidskørsel eller ej
Da anklager Rosa Pape havde fremlagt beviserne for retten, argumenterede hun for, at varetægtsfængslingen skal opretholdes.
- Man har tilsidesat al fornuft, suget lattergas og fundet balloner og kasser med lattergas omkring bilen, og han har kørt komplet vanvittigt på en ellers overskuelig vejstrækning, sagde hun fra sit bord.
Da forsvarer Tobias Engby fik ordet, var det med ønsket om, at varetægtsfængslingen blev ophævet, og at den 35-årige skulle løslades lørdag.
Forsvarer mente ikke, at dødsulykken onsdag hører ind under vanvidskørsel.
- Min klient har på fuldt betryggende vis kunnet føre køretøjet. Der er ikke noget, der i klinisk forstand antyder, at han har været påvirket, siger forsvareren.
Den 35-årige har hverken været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer.
20 minutters votering
Og det blev altså der, slaget stod lørdag i Retten i Aarhus - hvorvidt det var vanvidsbilisme eller ej, og altså om kørslen onsdag aften var foregået under "særligt skærpende omstændigheder".
Dommeren brugte lørdag 20 minutter på at vurdere bevisførelsen, som fremlagt af anklager Rosa Pape. Da han kom tilbage i retslokalet, lød vurderingen som nævnt, at han havde fundet tilstrækkeligt bevis for at fortsætte varetægtsfængslingen af den 35-årige mand til onsdag 23. oktober.
Retten vurderede, at der er begrundet mistanke for, at den 35-årige er skyldig i sigtelsen, og der er begrundet mistanke for, at han på fri fod vil begå lignende overtrædelser.