Lars arbejder der ikke - ordner alligevel 'træls' opgave
Lars Jacobsen sætter varer på plads, selvom han ikke arbejder i den lokale brugs. Det har vendt underskuddet til en stabil økonomi.
Automaten bipper insisterende, og den karakteristiske lugt af gamle slatter er ikke til at tage fejl af.
Flaskeautomaten i brugsen i Helgenæs er fyldt, og selvom Lars Jacobsen er kunde i butikken, stiller han kurven fra sig for at få styr på maskinen.
Den opgave tager han nemlig gerne. For mens andre går i fitness, går 71-årige Lars til brugsen, som han selv siger.
- Jeg synes, det er dejligt, at os halvgamle folk kan gøre en lille smule for at beholde vores brugs, siger han.
Han er en del af initiativet Brugsens Venner, der har haft afgørende betydning for butikken.
Vil holde liv i Helgenæs
Brugsens Venner er frivillige hænder, der hjælper med opgaver som opfyldning i butikken, oprydning og rengøring.
Lars Jacobsen er landbrugsuddannet, har tidligere ejet en gård, og så har han ifølge købmanden i brugsen, Nikolaj Hansen, hænderne rigtig skruet på.
Selv fortæller Lars Jacobsen, at han hygger sig med at hjælpe lidt til i butikken cirka en dag hver anden uge.
- Vi er nødt til at holde liv i brugsen for at holde liv i Helgenæs, siger han.
- Det er lidt nemmere at gøre en indsats for at bevare den, end at skulle starte op på ny med noget andet.
Det kunne dog ikke lade sig gøre, hvis brugsen ikke havde nogle engagerede faste medarbejdere, mener Lars Jacobsen.
- De arbejder en vis legemsdel ud af bukserne for at få det hele til at hænge sammen. Så kan vi andre godt tage en dag en gang imellem, siger han.
Var lukningstruet
Brugsens Venner opstod til et bestyrelsesmøde, hvor der netop var en presset økonomi på dagsordenen. Der var igen underskud i regnskabsåret 2022, og brugsen var lukningstruet.
Men det har initiativet været med til at rette op på, og ifølge købmanden er brugsen på Helgenæs i dag stabil.
- Det betyder ufattelig meget, at de vil bruge lidt tid her i Brugsen. Det er med at til at give noget overskud, at det faste personale kan være inde i butikken blandt kunderne, siger han.
Det er vigtigt for købmanden at understrege, at Brugsens Venner ikke erstatter personale, men udfører de opgaver, som det er svært at nå.
Brugsen har ikke økonomi til at ansætte mere personale, og det er ligeledes svært at tiltrække mere arbejdskraft på Helgenæs, fortæller Nicolaj Hansen.
Derfor betyder det meget, at folk som Lars Jacobsen og de omkring 25 andre frivillige vil lægge lidt kræfter i forretningen. Dét har den 71-årige da også i sinde at fortsætte med.
- Jeg bliver ved, så længe jeg kan, siger han.
Følg flere af de unge østjyske købmænds kamp for butikkernes overlevelse i programserien 'De unge købmænd' her eller gratis på TV2 PLAY.