44-årig mand fængslet efter frihedsberøvelse og grov vold
En 44-årige mand, der onsdag blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse af en 43-årig mand i Åbyhøj, er blevet varetægtsfængslet frem til 17. februar.
Medarbejderne hos DanBolig på Silkeborgvej i Åbyhøj fik sig tirsdag noget af en overraskelse, da en hårdt forslået mand kom ind via bagindgangen og havde bedt medarbejderne ringe til politiet.
Det skulle vise sig, at den 43-årige mand var blevet holdt fanget i en nærliggende lejlighed i flere timer og havde fået et gedigent lag tæsk, inden det lykkedes ham at slippe væk.
Læs også:
Politiet har efterfølgende efterforsket sagen ud fra en formodning om, at den forslåede mand kendte gerningsmændene i forvejen. Det har ledt til anholdelsen af intet mindre end tre personer, hvoraf den ene - en 44-årig mand - nu er blevet varetægtsfængslet frem til 17. februar. Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Fire formodede gerningsmænd
Foruden den 44-årige mand, der nu er varetægtsfængslet, har politiet også anholdt en 20-årig kvinde og en 39-årig mand.
De er alle tre sigtet for i forening og i samarbejde med en 30-årig mand, som politiet endnu ikke har fået fat i, at have frihedsberøvet den 43-årige mand og udsat ham for grov vold.
Den 20-årige kvinde og den 39-årige mand er modsat deres 44-årige medsammensvorne blevet løsladt igen efter endt afhøring. De er dog begge stadig sigtet i sagen.
Anklagemyndigheden vil anmode om dørlukning i sagen, og Østjyllands Politi kan derfor ikke oplyse yderligere om sagen.