5-årig leverede Jens' julemirakel

Efter 48 år på Jens Kronborgs finger var vielsesringen pludselig faldet af.

Udgivet Opdateret
Takket være Matheo på fem år sidder vielsesringen igen på Jens Kronborg ringefinger.

Han kunne mærke, at der manglede noget. Noget, han havde båret rundt på i 48 år.

Det er en ægtemands værste mareridt.

Jens Kronborg var kun lige kommet hjem fra kirken juleaftensdag, da han til sin skræk opdagede, at han manglede sin vielsesring.

- Jeg har gået med den i 48 år og tre måneder, så jeg kan mærke, om den er der. Og pludselig kunne jeg så ikke mærke den mere, siger Jens Kronborg fra Lystrup.

Midt i hjerternes fest havde han tabt ringen. På den kun 400 meter lange gåtur gennem skoven på vej hjem fra kirken var den faldet af hans finger.

Vielsesringen er tilbage på ringefingeren og skal kun sidde der lidt over et år endnu, før den kan være med til guldbrylluppet, / Foto: Privatfoto

- Jeg tænkte, at den får jeg nok aldrig igen, og det var jeg virkelig ærgerlig over, for hvad siger min kone nu til det, siger Jens Kronborg.

Uden meget optimisme ledte den 69-årige pensionist længe i skoven første juledag efter den forsvundne vielsesring. Men uden held.

Han var derfor allerede gået i gang med overvejelserne om at få lavet en ny.

Fundet af en fem-årig

Men til Jens Kronborgs held havde fem-årige Matheo Norh Rafiq den 26. december besluttet sig for at tage i skoven for at lege. Han var gået på jagt i græsset efter frøer, fjer og sten. 

Men i stedet fandt han noget helt andet.

- Jeg kunne se noget guldfarvet, som glimtede, og så var det en ring, siger Matheo Norh Rafiq til TV2 Østjylland.

Det var kun et splitsekund, at tanken om at beholde guldringen strejfede ham, men han vidste, at den skulle hjem til sin rette ejer.

- Jeg tænkte, at der nok var nogen, der manglede den, så det menneske skulle selvfølgelig have den tilbage, siger Matheo Norh Rafiq.

Fem-årig Matheo Nohr Rafiq var ude at lege i skoven, da han så noget guldfarvet i græsset, der glimtede. / Foto: Privatfoto

Derfor gik han i gang med at spørge folk i skoven, om det var deres. Der var dog ingen, der kendte noget til den.

Med hjælp fra sin mor fik han igennem Facebook fat i ejermanden, og allerede om morgenen den 27. december afleverede han så vielsesringen tilbage til Jens Kronborg.

- Han blev glad og smilte rigtig meget. Det var dejligt, siger Matheo Norh Rafiq.

Jens Kronborg var lykkelig for at blive genforenet med sin vielsesring. / Foto: Privatfoto

For 69-årige Jens Kronborg var det en stor gave, at den lille dreng havde fundet den ring, som betyder så meget for ham.

- Det er jo fantastisk, at sådan en lille dreng leger rundt, finder noget så værdifuldt og så afleverer den tilbage, siger Jens Kronborg, der insisterede på at give Matheo lidt penge som findeløn.

- Dem vil jeg bruge på snoller og måske også lidt legetøj, siger Matheo Nohr Rafiq.

En beskeden pris, der ifølge Jens Kronborg slet ikke står på mål med den følelsesmæssige værdi, det havde for ham at blive genforenet med den ring, han inden længe har båret i 50 år.

- Det er fantastisk! Den er god at have på igen til guldbrylluppet, siger Jens Kronborg.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her