77-årige Poul-Erik er frivillig gå-makker i børnehave
Poul-Erik Tindbæk er pensionist og frivillig i den lokale børnehave. Han nyder at gå tur med de små og opfordrer andre seniorer til at gøre det samme.
Da den nu 77-årige Poul-Erik Tindbæk fra Stavtrup gik på pension for 10 år siden, stod han pludselig over for en hverdag, der skulle opfindes på ny. Det var som om, der manglede noget.
- Mit netværk ændrede sig pludseligt, og noget af det mistede jeg den dag, jeg gik på pension. Jeg savnede de sociale relationer og de gode kolleger. Jeg ville gerne kunne bruges til noget og være noget for andre, siger Poul-Erik Tindbæk.
Så en dag tog han mod til sig. Han gik ned i den lokale børnehave med et enkelt spørgsmål, som skulle vise sig at blive afgørende for hans søgen efter mening.
Bliver helt rørt
Da Poul-Erik travede ned til børnehaven Paletten i Stavtrup den skelsættende dag, var det ikke uden nervøsitet.
- Det er altid en overvindelse at møde nye mennesker. Det krævede mod at gå over og banke på, men jeg fortryder det ikke, siger Poul-Erik Tindbæk.
Hans spørgsmål lød ganske enkelt: "Kan I bruge mig? Og det kunne de.
Jeg har jo tiden til det, og det kan børnene mærke.
Børnehaven tog gladeligt imod to ekstra hænder. I starten kom Poul-Erik på besøg i børnehaven, så børnene kunne se ham an.
- Man kan se, de tænker, hvad er nu det for én ham der, og det er helt fint. Men der gik kun to-tre gange, så var de rigtig glade for mig. Jeg giver dem opmærksomhed, leger med dem, hører hvad de laver og lytter til dem. Jeg har jo tiden til det, og det kan børnene mærke, siger han.
Jeg bliver tit mødt af børn, der siger, de har savnet mig. Så bliver jeg helt rørt. Børn har ikke noget filter, de viser deres umiddelbare glæde, det er så dejligt at opleve.
Hver torsdag formiddag møder Poul-Erik ind til på grøn stue. Så hjælper han Nor, Svale, Emil og alle de andre børn med at lyne jakkerne og putte de små fødder i skoene, så de hånd i hånd kan gå på opdagelse i området. Den noget ældre gå-makker glæder sig hver gang, og han er ikke i tvivl om, at glæden er gengældt.
- Jeg bliver tit mødt af børn, der siger, de har savnet mig. Så bliver jeg helt rørt. Børn har ikke noget filter, de viser deres umiddelbare glæde, det er så dejligt at opleve, siger Poul-Erik Tindbæk.
I dag kan han slet ikke forestille at skulle undvære børnene.
Et sundheds-shot
Ifølge ham er børnehaverne til tider presset. Han er klar over, at han ikke en erstatning for en pædagog men ser mere sig selv som ’en ekstra krølle på halen’.
- Børn har brug for masser af opmærksomhed, jo mere de kan få, jo bedre. Der er ikke altid, at der er tilstrækkelig med voksne i børnehaven, hvis der nu er sygdom eller andet, så er det godt, der kommer nogen ekstra til, siger den 77-årige gå-makker.
Poul-Erik er ikke et sekund i tvivl om, hvad det bedste er at lave sammen med børnene.
- Vi er nogle gange ude på legepladsen. Men efter et kvarter begynder børnene at lege med hinanden. Sådan skal det selvfølgelig være, men som frivillig bliver jeg i tvivl om, hvad min funktion er, for jeg er jo ikke pædagog. Det bedste er at være ude på opdagelse. For når vi er ude at gå, så er der brug for mig hele tiden, og det kan jeg godt lide, siger Poul-Erik Tindbæk.
Jeg får så meget igen ved en meget lille indsats. Det er et sundheds-shot, jeg får hver eneste uge.
Han nyder at kunne hjælpe de små poder i alderen 3-5 år med at klatre i træer, færdes i trafikken og udforske skoven.
- Jeg har kæmpet med at finde mening i tilværelsen, men jeg føler mig heldig, at jeg har fundet noget, som givet så meget mening. Jeg får så meget igen ved en meget lille indsats. Det er et sundheds-shot, jeg får hver eneste uge, siger Poul Erik.
Han mener, at børn og ældre kan give hinanden noget helt særligt, som alle har brug for.
Lånerkort til børnebørn
Da Poul-Erik var barn, havde han meget med sine bedsteforældre at gøre.
- Men det er sværere i dag, for de unge flytter til byerne, og mange ældre bliver ude på landet. Den tætte generationskontakt er ikke så hyppig, som den har været. Så vi skal selv skabe den kontakt, siger Poul-Erik.
Ifølge ham er det vigtigt at børn og ældre mødes, fordi det er med til at skabe en samhørighed på tværs af alder i samfundet. Det behøver ikke at være med ens egen familie. Selv har han fire børn og seks børnebørn, som han ikke ser i hverdagen.
At sidde i en lænestol med en fjernbetjening i hånden, det er ikke nok for nutidens seniorer.
- Mine børn og børnebørn bor i København. Jeg kan godt lide at være sammen med børn, så låner jeg nogle børnebørn ovre i børnehaven, jeg er en slags bonusbedstefar, siger Poul-Erik Tindbæk.
Væk med fjernbetjeningen
Poul-Erik mener, at filmen knækker for mange, fordi de har en forestilling om, hvor fantastisk det bliver at holde fri og bare nyde livet, når de forlader arbejdsmarkedet.
- Men realiteten er, at mange seniorer jo ikke er nedslidte. De er fulde af energi, de savner de sociale relationer og har brug for at gøre noget godt. At sidde i en lænestol med en fjernbetjening i hånden, det er ikke nok for nutidens seniorer. De kræver mere indhold ind i hverdagen, men nogen skal have hjælp til at få det til at ske, siger Poul-Erik Tindbæk.
Noget af det vigtigste igennem et menneskes liv er, ifølge Poul-Erik Tindbæk, de menneskelige relationer. Noget han har beskæftiget sig med hele sit liv både som frivillig mentor, gennem sin Ph.d. i folkeoplysning og som projektleder igennem 25 år i Aarhus Kommune.
I kommunen var hans job at hjælpe borgere fra én livssituation over til en anden, for eksempel fra ledighed over i job. En overgang han sammenligner med at gå fra arbejdsmarkedet til pensionslivet, som langt fra er let for alle.
Hvis du er pensionist, skal du jo ud at gå alligevel, så hvorfor ikke gå med børnene, det er en win-win-situation.
Især mændene har svært ved at opfinde en ny hverdag. Kvinderne er bedre til de sociale relationer, de arrangerer ting, mødes med tidligere kolleger og får nye hobbyer, her halter mændene noget bagefter er Poul-Erik Tindbæks opfattelse.
- Jeg møder mange mænd, som ikke aner, hvad de skal stille op. De har brug for en håndsrækning, siger den 77-årige pensionist.
Han har en klar opfordring til alle seniorer - især mændene.
- I stedet for at læne sig tilbage skal man give tilbage til samfundet. Hvis du er pensionist, skal du jo ud at gå alligevel, så hvorfor ikke gå med børnene, det er en win-win-situation. Gå ned i den lokale børnehave og spørg, om der er brug for dig. Glæden er så stor og indsatsen så lille, siger Poul-Erik Tindbæk.
Selv har han ingen planer om at stoppe den ugentlige slentretur med de små hænder i hans.
- Så længe jeg er frisk, rask og rørig bliver jeg ved. Og så er det jo også godt for knæene, siger Poul-Erik Tindbæk.
Se hele indslaget med Poul-Erik der er gå-makker, her:
