Det bliver forbudt at flage med de fleste udenlandske flag
En række lande bliver undtaget fra loven, der i udgangspunktet sikrer Dannebrog monopol i flagstængerne.
Et flertal i Folketinget har tirsdag vedtaget et lovforslag, der fra 1. januar 2025 gør det forbudt at flage med udenlandske flag i flagstang i Danmark.
Det meddeler Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
En række lande er dog undtaget fra forbuddet. Derfor vil man fortsat kunne flage med Finlands, Færøernes, Grønlands, Islands, Norges, Sveriges og Tysklands flag fra en flagstang i Danmark.
Flag, der repræsenterer internationale eller regionale sammenslutninger, bliver heller ikke forbudt. Politiet vil efter ansøgning også kunne meddele konkrete tilladelser til at flage med udenlandske flag.
Kan lave undtagelser
Justitsministeren vil derudover i ekstraordinære situationer kunne lave undtagelser, sådan som det for eksempel er sket med det ukrainske flag i øjeblikket.
- Dannebrog er det vigtigste nationale symbol, vi har i Danmark. Et symbol, der binder danskerne sammen som folk, og som bør nyde en helt særlig status i Danmark, siger justitsminister Peter Hummelgaard i pressemeddelelsen.
- Derfor er jeg også glad for, at Folketinget med vedtagelsen bakker op om denne særlige status, ved at der nu igen skal være regler om flagning, så vi sikrer, at der i Danmark som udgangspunkt kun må flages med Dannebrog