Asbjørn legede pige som barn - nu er han hverken mand eller kvinde
Sangeren Asbjørn Toftdahls skulderlange hår og fornøjelse ved at iklæde sig kjole og stiletter blev set skævt til gennem barndommen. Nu ser sangeren et skift i generationernes tolerancegrad.
Som et kandiseret æble skinner den knaldrøde latexfrakke, mens manden under vrider sig på den mørke scene. Han kaster sig hen ad scenegulvet og løfter sin krop op med underlivet øverst.
Publikum hujer begejstret. Det er en selvsikker Asbjørn Toftdahl, der har indtaget scenen, men sådan har det ikke altid været. Langt fra.
For musikeren, der i dag er 30 år, har så længe han kan huske ikke passet ind i nogle af de kasser til køn og identitet, samfundet og klassekammeraterne gerne ville placere ham i.
- Jeg har aldrig rigtig følt, at jeg hørte hjemme i nogen af de bokse. Jeg blev nødt til at vælge en af dem, som var at være menneske, siger Asbjørn Toftdahl.
Derfor bruger han nu sin musik til at give unge det mod, han ikke altid selv havde som teenager.
Vil overkomme frygten
For Asbjørn Toftdahl vil ikke være en mand. Der er noget dovent over at være mand, samtidig med at magt og vold ofte sættes i forbindelse med kønnet, fortæller han.
Han vil heller ikke være en kvinde. I hvert fald ikke hvis det betyder, at man skal kæmpe med næb og klør hver eneste dag for at være sig selv.
- Jeg forsøger at overkomme min egen frygt for at være mig selv, siger Asbjørn Toftdahl.
Lysten til at udtrykke sig kreativt og gennem musikken er ikke opstået ud af det blå. Den unge musiker er nemlig opvokset bag de gule murstensmure på Testrup Højskole syd for Aarhus.
Her var der skønsang, stemmer af påtagne karakterer og klatter på gulvet fra svungne malerpensler. Og i bedste grundtvigske stil milehøjt til loftet og en summende stemning af frie tanker.
Asbjørn Toftdahl boede gennem hele sin barndom i en af højskolens rummelige bygninger, fordi hans forældre underviser de mange unge, der hvert år sætter deres fødder på skolen.
Der var et råbekor, der sagde, jeg ikke måtte være mig selv. Men så var der også et andet råbekor, der sagde, at jeg godt måtte
Han havde som barn skulderlangt hår. Og han yndede at vende t-shirten omvendt og putte strømper ind under, så det lignede bryster. Nogle gange sneg han tilmed sine små fødder ned i de alt for store stiletter, der stod i huset.
Møder stadig modstand
25 år efter står Asbjørn Toftdahl foran en gruppe børn på Mølleskolen i Ry. Han har netop svunget sit rytmiske legeme på gymnastiksalens glatte gulv og sunget sine følelser ud af kroppen.
Nu står han let forpustet foran børnene, der lidt efter lidt lader armene falde ned fra det kryds, de i starten dannede.
Asbjørn Toftdahl henter minder tilbage, fra da han startede i folkeskolen i nabobyen Mårslet.
- Det var ikke superlet at være sådan én som mig, siger han til dem og hentyder til sit lange hår og frie sind.
- Der var et råbekor, der sagde, jeg ikke måtte være mig selv. Men så var der også et andet råbekor, der sagde, at jeg godt måtte. Og dem valgte jeg så at lytte til.
Da Asbjørn Toftdahl med tiden holdt op med at stoppe strømper under t-shirten, begyndte han i stedet at udforske sig selv gennem musik og dans.
- Hvis man giver sig hundrede procent hen i en følelse eller en bevægelse, og man mener det, man gør og siger, er der ikke noget, der er pinligt eller for meget, siger han.
- Så er det jo bare dig, og det må folk i hvert fald acceptere hvis ikke respektere.
Nu synger det 30-årige højskolebarn om at stå ved sig selv og at turde frigøre sig fra de forventninger, man enten selv har til at være mand, kvinde eller menneske - eller de usynlige forventninger, som samfundet kan have.
Mest af alt tror jeg, det er mærkeligt for ethvert menneske, at jeg er så meget oppe i eget røvhul, som jeg er.
Modstand møder han stadig. Men han vælger fortsat at lytte til råbekoret, der fortæller ham, at han gerne må være sig selv, og det er det kor, han nu har indrettet sit liv efter.
- Mest af alt tror jeg, det er mærkeligt for ethvert menneske, at jeg er så meget oppe i eget røvhul, som jeg er, siger han med et grin.
- Altså helt ærligt. Jeg beskæftiger mig jo med mig selv det meste af tiden; hvad jeg føler, og hvordan jeg skal sætte ord på det.
Men netop at kunne udtrykke sig selv og at leve med højt til loftet som i højskolens bygninger er vigtige elementer i Asbjørn Toftdahls liv. Og tiden er heldigvis med ham. Og alle andre.
- Jeg ser en generation af unge, der er mindre bange. Som virkelig tager en kamp op og viser hinanden mere omsorg, end jeg synes, at min generation gjorde, siger han.
