Sådan holder familie med otte børn jul: - Vi går i minus hvert år
Alt er i større skala, når man er en familie med otte børn. Et faktum, der også kan mærkes juleaften.
På mange måder minder julen hos familien Toft meget om den, som mange andre familier holder. Den største forskel er måske antallet af mennesker om bordet.
For familien, der bor i Fårup, tæller to voksne og otte børn, og det kan mærkes på budgettet, når der skal handles ind til brun sovs, kartofler og juleand.
- Vi går i minus hvert år, og så bruger vi resten af året på at komme på ret køl igen, siger far Glenn Toft, der får opbakning af sin hustru, Linda Toft:
- Heldigvis har vi en meget sød bankdame, og vi holder altid øje med tilbud op til jul, siger Linda Toft.
Genbrugsjul
Selvom menuen er vegansk, og anden er en såkaldt 'mock duck' lavet på hvedegluten og sojabønner, så skal der stadig købes stort ind.
Indkøbet står Glenn Toft for, og alene i år tæller julemaden 5 kilo kartofler, 14 poser chips og 9 styks glaskartofler.
Blandt andet derfor har familien valgt at købe mange gaver brugt - enten på Facebook Marketplace eller i genbrugsbutikker.
- Jeg elsker at shoppe brugte ting. Det kan både være legetøj, spil eller elektronik. Der findes så meget godt, selvom det er brugt, siger Linda toft.
Familien har fundet masser af genbrugsguld. Til en fødselsdag ønskede en af døtrene sig en vinylplade med Taylor Swift, men manglede en pladespiller at afspille pladen på.
Et problem, der nemt kunne løses med et kig på 'Marketplace', fortæller Glenn Toft.
- Vi fandt en pladespiller, der var så god som ny. Det tager selvfølgelig lidt længere tid, men det sparer os for mange penge at købe brugt, siger Glenn Toft.
Ingen julestress
Selvom der er mange mennesker om bordet den 24. december, så lader familien fra Fårup sig ikke stresse af forventninger om, hvad juleaften er eller bør være.
De gør det efter eget udsagn på deres egen måde, og skulle der være nogle, der ikke kan vente med at åbne en gave eller sidde længere ved bordet, så findes der også en løsning på det.
- Vi er nok bare ikke nogle, der stresser ret nemt og lader os påvirke af alt muligt. Vi gør, hvad vi har lyst til, og er der noget, vi ikke gider, så lader vi være, siger Linda Toft.
For det vigtigste for Linda og Glenn Toft er børnene. Noget, der formentligt heller ikke er så meget anderledes end i andre familier juleaften.
- Vi blev for en del år siden enige om, at julen skal handle om børnene. Derfor er det vores fokus, og derfor slapper vi også af i det, siger Glenn Toft.