Ballade i ulvekritisk forening: Bestyrelsesmedlem trækker sig
Lis Rytter har valgt at trække sig i protest mod den nyvalgte formand af Ulvefrit Danmark Steffen Troldtoft
Lis Rytter, som er en af initiativtagerne bag foreningen Ulvefrit Danmark og med til at starte en lokalafdeling i Østjylland, trækker sig i protest mod foreningens nyvalgte formand Steffen Troldtoft.
Steffen Troldtoft er relateret til den mand, der er dømt for at have skudt en ulv i Vestjylland.
- Vi kan ikke stå og sige, at vi er imod selvtægt og så samtidig have en formand, der bliver sat i forbindelse med nedskydning af en ulv, siger Lis Rytter til TV2 ØSTJYLLAND.
Steffen Troldtoft har aldrig været sigtet i sagen om nedskydning af ulven. Alligevel mener Lis Rytter, at det er et galt signal at sende.
- Det handler om, hvordan folk opfatter det. Vi skulle jo arbejde for at loven bliver lavet om. Ikke støtte selvtægt. Vi bliver utroværdige.
Andre grunde
Formanden Steffen Troldtoft afviser kritikken. Han mener ikke, at det er derfor, at Lis Rytter har forladt foreningen.
- Min opfattelse er, at det er på grund af uoverensstemmelser, om hvordan man skal drive organisationen, siger Steffen Troldtoft, formand i Ulvefrit Danmark.
På trods af, at en mand er dømt for ulovligt at have skudt og have dræbt en ulv, mener Steffen Troldtoft, at diskussionen om selvtægt er håbløs.
- Jeg kender ingen, der har begået selvtægt. Det er tåbeligt, og det giver ingen mening, siger han.
Står ved sin beslutning
Lis Rytter er glad for sin beslutning, men er selvfølgelig ærgerlig over, at det er kommet dertil.
Jeg har det godt med at have meldt mig ud, for jeg kan ikke arbejde med Steffen som formand. Men selvfølgelig har jeg det dårligt med at melde mig ud af noget, som jeg har startet oprindeligt, siger Lis Rytter.