Borgere bliver vaccineret i nærområdet
En ny forsøgsordning skal få de med, der er blevet inviteret og har lyst, men endnu ikke er blevet vaccineret.
Nu får de borgere, der på trods af en invitation endnu ikke har fået bestilt en vaccinationstid, en ny chance.
Aarhus Kommune har nemlig valgt at tage ud til nogle af de områder, hvor mange endnu ikke har takket ja, og vaccinere dem dér.
TV2 ØSTJYLLAND var med, da Beboerhuset Vest’n i Risskov onsdag fungerede som midlertidigt vaccinationscenter.
- Det vi prøver med forsøgsprojektet, det er at skabe øget tilgængelighed til vaccinationen i lokalområdet for at undersøge, om det gør en forskel, at vi rykker ud, siger Lene Hartig Danielsen, chef for Borgerservice i Aarhus Kommune.
Kommunen har sammen med Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland udvalgt tre sogne med lav vaccinetilslutning og givet de borgere, der endnu ikke har takket ja til en vaccine, en chance for at få et stik i deres lokalområde.
Samtidig bookes også tid til deres anden vaccinedosis.
Vaccination er jo frivilligt, så kan man ikke frygte, at nogle kan opleve det her som et pres fra jeres side?
- Vores indtryk efter at have ringet til cirka 600 borgere, er, at de tager godt imod det. Det er helt okay at sige nej, og det respekterer vores medarbejdere selvfølgelig også, siger Lene Hartig Danielsen.
Blandt de, der onsdag fik deres første stik, var Abdou Haman Diaye.
- Det er godt, man kommer herud, og at der kommer nogle indvandrere og kan se, at nogle tager vaccinen. Så hvorfor ikke, så kan det godt være, de også kommer, siger han.
-Jeg tror, folk har sværere ved at tage sig sammen til sådan noget, siger Abdou Haman Diaye med henvisning til, at man ellers skal bevæge sig et stykke for at blive vaccineret på de normale steder.
Fredag har projektet sidste stop i Tilst, inden der gøres status over indsatsen.