Brand ramte børnehave: - Det her virker meget voldsomt
Det ærgrer forælder til en pige i børnehaven Kælkebakken, at nogen kan finde på at brænde et helt skur ned.
Et nedbrændt skur, sod og smeltet legetøj var noget af det, der søndag mødte forældrene i børnehaven Kælkebakken i Stavtrup.
I løbet af natten har brandvæsenet været kaldt til flere brande i området, der blandt andet er gået ud over institutionen.
- Skuret er fuldstændig brændt ned. Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at det er gået ud over børnehaven, siger Kevin Guldberg, der selv har en datter i institutionen.
Familien har boet i området i fem år og har oplevet "lidt ballade rundt omkring". Herunder hærværk på busskure, der er blevet smadret gentagende gange.
- Men det her virker meget voldsomt. Både antallet af brande, men også omfanget. Det havde været én ting, hvis det var en papirskraldespand, men når det er et helt skur, der bliver brændt ned, kan man godt blive nervøs for, om det næste bliver en bygning, siger faren.
Spild af pædagogernes tid
Det nedbrændte skur, der var et kombineret skralde- og opholdsskur, har efterladt en delvis åbning fra legepladsen og ud til parkeringspladsen bag institutionen.
Og det ærgrer Kevin Guldberg, at der skal bruges tid på at rydde op og spærre af efter branden.
- Jeg synes, det er ærgerligt for de ansatte, og det kommer til at trække nogle ressourcer. Det er synd, fordi det potentielt er tid, der går fra børnene. Jeg håber, man finder dem, der gjorde det, siger han.
Han har dog stor tiltro til børnehavens håndtering af situationen og kommer også fortsat til at aflevere datteren med ro i maven.
Ser alvorligt på sagen
Branden ved Børnehaven Kælkebakken er en blandt flere, som ifølge Østjyllands Politi er antændt. Det gik også udover flere biler samt en container på Stavtrupvej og Klokkeskovvej.
- Der har ikke været nærliggende fare i nogen af brandene, men vi ser selvfølgelig stadig med stor alvorlighed på dem. Vi har været fremme på alle stederne og afsøgt med hunde, samt sikret spor, skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet efterforsker de påsatte brande i Stavtrup og har i øjeblikket ikke yderligere kommentarer.