Nyt vartegn indviet
Det nye udsigtspunkt blev indviet i forbindelse med åbningen af en ny skov.
Landbrugsjord er blevet til skov i et område af Skanderborg Kommune, hvor der er nu blevet plantet flere tusinde nye træer. Det betyder, at Folkeskoven og Anebjerg Skov er vokset med en fjerdedel.
Området blev i denne weekend indviet med et nyt udsigtspunkt i form af en cirkelformet kampestenssætning. Det oplyser Naturstyrelsen i en pressemeddelelse.
Fra udsigtspunktet kan man se til Genforeningstårnet på Ejer Bavnehøj og hele vejen til Himmelbjerget.
- Tidligere har borgere måttet nøjes med udsynet fra de lokale veje, men skovrejsningen har åbnet op for oplevelser og opdagelser ude i terrænet, siger Søren Hald, der er skovrider i Naturstyrelsen.
Håbet er, at punktet bliver en attraktion, der samtidig kan være med til at skabe opmærksomhed omkring den nye del af skoven, der tæller mere end 54 hektar.
Det runde vartegn kan findes vest for Vestermøllevej 34.
45.000 træer plantet
Anebjerg Skov og byområdet, hvor der i øjeblikket bor 1200 borgere, er vokset parallelt siden 2009 og rummer i dag 238,5 hektar skov, et rådhus og et sports- og fritidsområde og snart også et nyt trailcenter.
I den nye del af skoven er der plantet 45.000 træer.
Ved hjælp af skovrejsnings-NGO’en Growing Trees Network er de finansieret gennem donationer fra danskerne, danske firmaer og foreninger, hvoraf flere er baseret i Skanderborg Kommune.
Blandt foreningerne er musikfestivalen Smukfest, der har doneret penge til træer.
Udover flere naturoplevelser er skoven også en gevinst for klimaet, drikkevandet og naturen, lyder det fra Naturstyrelsen.