Byggeansøgningen er sendt: Kasper vil plante en 18 meter lysende skærm i midtbyen
Håbet er at bringe lys og liv ind i midtbyen, forklarer direktør Kasper Bjerreskov fra Cross Media.
København har det. Odense har det. Aalborg har det og det samme med Oslo og Stockholm.
Men Aarhus - nej.
Det skal der laves om på nu, hvis det står til direktør Kasper Bjerreskov fra medievirksomheden Cross Media ApS.
Kasper Bjerreskov drømmer om at få lov til at placere en 18 meter lang og 2,4 meter høj LED-skærm på toppen af bygningen på Banegårdspladsen 20 midt i Aarhus, som var Dagbladet Demokratens tidligere domicil frem til lukningen i august 1974.
Bygningen fra 1936 er i dag ejet af Ejendomsselskabet Olav de Linde, som ifølge Kasper Bjerreskov allerede har sagt god for, at skærmen kan få lov til at komme op, hvis ellers Aarhus Kommune er med på ideen.
- Det handler om at bringe mere liv ind på Banegårdspladsen. Bygningen er født med et skiltestativ på taget, som har stået tomt i årevis, og det er en skam, når man har så god en placering, siger Kasper Bjerreskov.
Han har sendt en byggeansøgning til kommunen, som han venter svar på nu.
Ikke kun til kulturlivet
- De standere med skærme på indfaldsvejene, som kommunen selv har stillet op, er mig bekendt forbeholdt kulturelle arrangementer alene. Mit håb er, at vi kan få lov til at lave en reklameplads, der kan bruges af mange forskellige både kommercielle og kulturelle kræfter her i byen.
Så det handler om, at I gerne vil sælge reklameplads?
- Det gør det også, men udgangspunktet er, at vi vil bringe nyt liv til midtbyen med det storby-agtige udtryk, sådan en skærm giver. En sidegevinst er, at den er med til at lyse byen op om natten, siger Kasper Bjerreskov.
Hvad med naboerne - får de lys ind ad vinduerne?
- Det gør de ikke, nej, for det er der taget højde for med placeringen og hældningen. Den kommer ikke til at genere nogen, siger Kasper Bjerreskov til TV2 Østjylland.
Det er uvist, hvornår der kommer svar på Cross Medias byggeansøgning.