Stor interesse for stjålent kød på Facebook: - Jeg kunne godt bruge oksemørbrad, hvis det er
En profil ved navn "Svend Larsen" sælger stjålet kød på Facebook. TV 2 har ringet til tre personer, der viser interesse for hans kødsalg.
"Jeg kunne godt bruge oksemørbrad, hvis det er".
"Pris for det hele?".
"Tjek PB (privatbeskeder, red.)".
Sådan lyder et udpluk af de kommentarer, som brugere skriver på opslag fra den falske Facebook-profil 'Svend Larsen', der sælger stjålet kød i en lukket gruppe på Facebook.
TV 2 kunne fredag afsløre, hvordan en 32-årig mand fra Randers står bag Facebook-profilen "Svend Larsen", og reklamerer med salg af kød til det halve af butikspriserne i den lukkede Facebook-gruppe 'Niksenbiksen Gen 2'.
TV 2 fulgte sporene og kunne dokumentere, at kød fra flere af opslagene var stjålet fra Meny og Løvbjerg i Viborg, samt fra Kvickly i Hadsten.
Svend Larsen opfordrer i sine opslag selv interesserede i at sende ham en "pb" – en privatbesked. Men flere brugere melder også direkte deres interesse under hans opslag.
Vil ikke være stikker
En af dem kommenterer, at han har sendt "Svend Larsen" en PB – altså en privatbesked. Da TV 2 kontakter denne bruger for at høre til hans interesse for det stjålne kød, ønsker han ikke at uddybe.
Og han mener bestemt ikke, at TV 2 burde havde adgang til den lukkede Facebook-gruppe.
- Vi har jo ikke de her grupper, for at folk skal udleveres i nyhederne. Så jeg kommer på ingen måde til at udtale mig om noget, der er foregået i nogen grupper overhovedet.
Okay, men har du købt noget kød?
- Jeg har lige sagt, at jeg ikke kommer til at svare dig på noget som helst.
Men hvorfor?
- Fordi jeg ikke er stikker, og vi har ikke så meget mere at snakke om, siger han, inden han lægger røret på.
En anden bruger skriver, at han godt kunne bruge oksemørbrad for cirka 1000 kroner.
Han er ikke synderligt interesseret i, hvor kødet stammer fra.
- Kød er kød – om de tjener penge på den ene eller anden måde. Jeg blander mig uden om alt det der, siger han over telefonen til TV 2.
- Jeg spurgte bare efter en pris
En tredje person spørger i et af opslagene på en samlet pris for et parti kød. Men da TV 2 kontakter ham, forklarer han, at han slet ikke var interesseret i at købe kødet.
- Jeg spørger på en pris efter kød. Det er bare for at få en pris.
Men hvis du efterspørger en pris, så er det vel, fordi du er interesseret?
- Det ved jeg ikke. Er du blevet advokat nu, eller? Du kan tage det, som du vil. Jeg er den eneste, der ved, hvorfor jeg spurgte.
Butikschef revser købere
"Svend Larsen"-profilen har selv oplyst TV 2, at der er så meget gang i forretningen, at han "henter kød" næsten hver dag og kan skaffe kød for 4500 til 6500 kroner ad gangen.
Som TV 2 fortalte tidligere, sælger "Svend Larsen" blandt andet kød, som stammer fra et tyveri i Kvickly i Hadsten i november.
Her er butikschef Mads Sørensen først og fremmest frustreret over de mange butikstyverier. Men han er næsten lige så fortørnet over, at folk er parate til at købe tyvekoster fra hans butik. For køberne holder live i et marked for butikstyvene, mener han.
- Det er lige før, at jeg synes, at de er nærmest i samme bås, som dem, der stjæler, siger han.
Køber hælervarer for milliardbeløb
Også vicepolitiinspektør Christian Riis fra Østjyllands Politi påpeger, at køberne bærer et ansvar.
- Er der ikke nogen til at aftage de her ting, vil efterspørgslen være mindre, siger han.
Det er langtfra småpenge, der bliver stjålet for, og som senere sælges på sociale medier.
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd købte danskerne i 2019 hælervarer for to milliarder kroner.
Og sidste år viste en undersøgelse, at 3,5 procent af danskerne havde købt hælervarer inden for de seneste tre år. Næsten en tredjedel har købt hælervarerne på sociale medier, viser tal fra Det Kriminalpræventive Råd.
Politi advarer købere
Østjyllands Politi er opmærksomme på handlen med tyvekoster i lukkede grupper på Facebook. Her peger man også noget af skytset på køberne på Facebook.
- Der er jo nogen, der køber de her varer, og det er ganske almindelige mennesker, som ikke er vanekriminelle, siger vicepolitiinspektør Christian Riis.
Han fortæller samtidig, at køberne risikerer at begå kriminalitet ved at købe hælervarerne.
- Min opfordring til de her mennesker, som gør brug af de her lidt for gode tilbud, er, at man skal tænke sig om, så man ikke laver noget kriminelt, siger han.