Voldsomme videoer florerer: Helena udsat for uhyggeligt fænomen på sin altan
Østjyllands Politi efterforsker sager om fyrværkeri, der er affyret bevidst efter mennesker.
Ud af et åbent bilvindue stikker et bomberør, der bliver affyret mod personer, der intetanende går på fortorvet. Det er scenariet i en af de videoer, der florerer på de sociale medier i øjeblikket.
I videoerne viser ukendte gerningsmænd, hvordan de skyder fyrværkeri efter personer på gaden, hvorefter ofrene må flygte.
Østjyllands Politi er opmærksom på videoerne, og de efterforsker sagen for at finde frem til de personer, der skyder fyrværkeri efter andre.
- Det er noget, der har vores opmærksomhed. Vi vil gerne have fat i folk, hvis det sker, siger vagtchef Peter Svith Poulsen til TV2 Østjylland.
Han beder folk om at tænke sig grundigt om, når de håndterer fyrværkeri.
- Jeg kan kun appellere til, at man bruger sin sunde fornuft. Det er meningsløst og tåbeligt at skyde efter andre med vilje, siger Peter Svith Poulsen.
Sprang tæt på mit ansigt
Det har ikke været muligt for TV2 Østjylland at finde frem til de personer, der oprindeligt har optaget videoerne. Research viser dog, at videoerne er optaget i Aarhus-området over en længere periode fra slutningen af november og frem.
Helena Andersen blev torsdag aften et af ofrene for det uhyggelige fænomen på sin altan i Frydenlund i det vestlige Aarhus.
Da hun havde puttet sin tre-årige dreng, gik hun ud på sin lukkede altan for at ryge.
Men der gik ikke lang tid, før roen blev afløst af lyden af fyrværkeri. Knap nåede hun at høre bomberøret, før et skud sprang tæt på hendes ansigt.
Og så sprang endnu et skud og endnu et inde på hendes altan.
- Jeg dukkede mig ned på gulvet, og havde jeg ikke gjort det, så var jeg blevet ramt i hovedet.
Skuddene fløj igennem et vindue, hun havde åbnet, fortæller hun.
- Jeg fik et enormt chok, jeg blev direkte bange. Og jeg tænkte; hvem kan overhovedet finde på at gøre sådan noget. Tænk på, hvis jeg havde haft min dreng derude, og de havde ramt ham, siger Helena Andersen.
Længe efter det sidste skud sad hun på gulvet på sin altan og gemte sig.
- Jeg sad på gulvet, og der blev jeg siddende i et stykke tid, fordi jeg fik et chok. Da jeg rejste mig op, kiggede jeg rundt, men der var de stukket af, fortæller hun.
Nede på jorden, cirka ti meter fra sin altan, kunne hun se det bomberør, som gerningsmændene havde brugt til at skyde mod hende.
Da hun kom til sig selv, ringede hun til sin mand, som kunne fortælle, at der også blev skudt mod deres altan dagen før.
- Det giver ikke nogen mening
Helena Andersen har set nogle af de videoer, der florerer på sociale medier, og hun begriber ikke, at nogen kan finde på at bruge fyrværkeri som et våben.
- Det er jo direkte for at gøre skade på andre. Man burde jo vide, hvad konsekvensen er ved at ramme andre med sådan nogle skud.
Helena Andersen har meldt sagen til sin boligforening og politiet.
Hos Østjyllands Politi opfordrer man til netop det, så de kan finde frem til de gerningsmænd, der står bag.
- Det giver ikke nogen mening, og derfor vil vi rigtig gerne have fat i de personer, der gør det, siger vagtchef Peter Svith Poulsen.