Alfrieda går i vinterhi: Nu opfordrer hun andre til at gøre det samme
Vinterens kolde måneder kan for nogle være forbundet med lav energi og dårlig samvittighed over ikke at nå nok. Det skal være slut, mener østjyde.
"Det er mørkt, når vi står op, og gråt, når vi' på job".
Sådan starter sangen 'Sommer i Europa', og måske beskriver Rasmus Nøhr meget godt den følelse, mange danskere rammes af, når vinteren melder sin ankomst.
Men selvom vinteren kan være hård og kold, og det formentligt havde været lettere at rejse sydpå til varmere himmelstrøg, så mener naturkontaktformidler Alfrieda Seren, at tiden er inde til at omfavne de kolde måneder i stedet for at kæmpe imod.
- Jeg oplever, at når det bliver vinter, så får mit energiniveau et nøk ned, fordi det er det, tiden er til. Ro på og hvile, ligesom naturen også er i hvile, siger Alfrieda Seren fra Aarhus, der er uddannet biologilærer og naturbaseret leder.
Reaktionen, som naturformidleren oplever, er ifølge specialpsykolog ved Psykatoriet og Psykologhuset ved Åen i Aarhus helt normal.
- Der findes studier, der belyser, hvor naturligt det er, at vi går mere i dvale, når det er koldt og mørkt udenfor. Udfordringen er, at det ofte opleves som negativt, når vi bliver mere trætte og udmattede, men det behøver det ikke være, siger specialpsykolog Tau Mørch Risvang.
Ifølge psykologen er vintermånederne de travleste i Psykologhuset, der modtager op mod 25 procent flere henvendelser om vinteren sammenlignet med resten af året.
Ingen grund til dårlig samvittighed
Selv mærker Alfrieda Seren, at hendes energi daler om vinteren, og at lysten til sofahygge og lune gryderetter stiger, i takt med at dagene bliver kortere og temperaturen falder. En lyst, der ifølge hende ikke er grund til at skamme sig over.
- I stedet for at slå sig selv i hovedet over at have det sådan, kan man sige: 'jeg respekterer mig selv, og jeg respekterer de behov, jeg og min krop har". Så kan man planlægge ud fra det, for det er helt naturligt at have lyst til at sænke tempoet om vinteren, siger Alfrieda Seren.
Specialpsykolog Tau Mørch Risvang bakker naturkontaktformidleren op. Ifølge ham opleves det at være træt ofte negativt og som et tegn på sygdom. Men helt naturligt er det en del af den menneskelige natur i vinterhalvåret.
- Personligt vil jeg råde til at drosle ned og acceptere, at vinteren har indvirkning på os. Samtidig har jeg respekt for, at folk lever deres eget frie liv, og at der ikke er et endegyldigt svar for alle, siger Tau Mørch Risvang.
Naturkontaktformidler Alfrieda Seren bruger, måske ikke så overraskende, meget af sin tid i naturen. Når ikke hun nyder den friske luft på egen hånd, underviser hun nysgerrige østjyder i, hvordan de kan komme mere i kontakt med sig selv gennem naturen.
Nogle vil måske tænke, at man ikke bare kan lytte til, hvad man har lyst til, men at man også er nødt til at få hverdagen til at hænge sammen. Hvad gør man så?
- Selvfølgelig skal hverdagen hænge sammen, og vi indgår også i nogle sammenhænge, hvor der er nogle forpligtelser. Men så må man skrue på de knapper, man kan, siger Alfrieda Seren og fortsætter:
- Måske kan man sove lidt mere eller have færre sociale aftaler, hvis ikke man har kræfterne til det. Bare det, at man anerkender sig selv for at have brug for at gå lidt i vinterhi, så tror jeg, man er langt.
Selvom Alfrieda Seren ikke har planer om at "skåle i Alsace" eller "få det nice i Nice" denne vinter, som Rasmus Nøhr synger i 'Sommer i Europa', er der stadig plads til masser af varme og kærlighed i de kolde måneder.
Det kræver måske bare et par lange underbukser, en ulden sweater og et kig indad.