DF'er om annonce: - Kan godt være, de føler sig brugt
Vi mener ikke, at vi hænger dem ud, siger Dansk Folkepartis politiske næstformand, Rene Christensen, om annonce med navne på nye statsborgere.
Det er helt efter bogen, når Dansk Folkeparti bringer en lang række navne på privatpersoner i en annonce uden deres samtykke.
Det mener partiets politiske næstformand, René Christensen.
- Det må man gerne. Alle navnene er offentligt tilgængelige og ligger på Folketingets hjemmeside, så der er ikke noget forkert i det. Vi mener ikke, at vi hænger dem ud, siger René Christensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Gurkan Gursoy fra Mårslet er en af de personer, der pludselig kunne se sit eget navn i annoncen.
Han er af en lidt anden opfattelse end René Christensen.
- Det er usmageligt, at de skal bruge vores navne til deres valgkampagne. Jeg kan simpelthen ikke se nogen idé med det. Det er dårlig stil, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
- Vi må ikke tage det navn ud, der er et problem
René Christensen medgiver da også, at hverken Gurkan Gursoy eller nogle af de andre personer på listen har bedt om at være en del af Dansk Folkepartis valgkampagne
- Nej, det er rigtigt. Men problemet er, at vi ikke må tage det navn ud, der er et problem, siger han og forklarer, at det er hele pointen.
Læs også
- Hvis der er en kriminel iblandt, må vi ikke sige, hvem det er. Så vi bliver nødt til at skære alle over en kam, som det er i dag. Vi ville hellere have en debat om dem, vi synes, der er udfordringer ved, men som alligevel har fået statsborgerskab, men det må vi så ikke, siger René Christensen.
- Og så ønsker vi jo, at der er færre med muslimsk baggrund, som får dansk statsborgerskab. Det er selvfølgelig også vores dagsorden, tilføjer han.
Ved ikke, om de har gjort noget forkert
Tilbage i 2015 blev Dansk Folkeparti idømt bøder og erstatning på i alt 190.000 kroner, fordi partiet i en annonce kædede en lang række personer sammen med en terrortrussel.
I annoncen med overskriften ”Én på listen er til fare for Danmarks sikkerhed - nu bliver han dansker”, oplistede partiet navnene på 685 udenlandske personer, der havde søgt dansk statsborgerskab. En af personerne havde været overvåget af PET, men var aldrig blevet sigtet for noget.
Ifølge René Christensen lærte Dansk Folkeparti dengang lektien på den hårde måde. Derfor bringer de nu en liste uden nogen form for beskyldninger.
- Jeg kan ikke sige, at der er nogen af dem i annoncen, der har gjort noget forkert. Det kan jeg ikke påstå, siger han.
- Kan godt være, de føler sig brugt
René Christensen kan godt forstå, hvis personerne på listen er trætte af, at deres navn indgår i annoncen, men han pointerer, at de selv har valgt at stå på den liste, som annoncen er lavet ud fra.
- Nu har de jo bedt om at stå på listen, da de har søgt dansk statsborgerskab. Det kan godt være, nogle af dem føler sig brugt, men jeg tror også, at mange af dem, der står på listen, er enige med Dansk Folkeparti i, at ved at blive dansk statsborger får man så mange muligheder og privilegier, at det er noget særligt, og det skal man ikke bare misbruge, siger René Christensen.