Jesper gik til kamp for cyklisterne: Nu har DSB ændret sine regler
Hans søn blev flere gange efterladt på perronen med sin cykel, når DSB indsatte togbusser, men den praksis levede ikke op til EU’s passagerrettigheder.
Livet er med ét blevet lettere for passagerer, der har deres cykel med i DSB's tog.
De kan nu regne med at få hjælp til den videre rejse, når DSB er nødsaget til at indsætte togbusser.
Ændringen glæder Jesper Herkert fra Randers, der har kæmpet for at få det til at ske.
- Det er jeg sgu da glad for. Det er der ingen tvivl om. Jeg er glad for, at menig mand med hjælp fra pressen kan komme igennem og få DSB til at indrømme, at de laver en fejl, siger han.
Var rasende
I begyndelsen af september kontaktede Jesper Herkert først DSB og siden TV2 Østjylland, da han med egne ord var rasende efter flere episoder, hvor hans søn var blevet efterladt på perronen.
Hans søn er cykelrytter, men kunne ikke få sin cykel med busserne, for det tillod DSB's regler ikke til farens store frustration.
- Hvis de tilbyder en service, må de jo sørge for at have noget backup, der kan hjælpe dem, sagde han.
Jesper Herkert oplevede blandt andet at måtte hente sin søn i Ringsted, fordi han ikke kunne få sin cykel med en togbus fra Ringsted til Sorø.
Og på trods af Jesper Herkerts henvendelse nægtede DSB at tage cyklen med.
- Vi tillader ikke, at man har cykler med i togbusserne, fordi det jo blandt andet skal være en god oplevelse for de mange, der i øvrigt bliver generet af, at rejsetiden bliver længere, når man skal over i en togbus. Den bliver så yderligere forlænget, hvis vi også skulle tage cykler med, lød svaret fra DSB’s informationschef Tony Bispeskov.
- Jeg havde fat i far
Jesper Herkert nægtede dog at give op.
- Jeg skrev til Transportministeriet, og Transportministeriet skrev til DSB og udbad sig en forklaring. Så man kan sige, at jeg havde fat i far, siger han.
Og så kom der skred i tingene. 7. oktober modtog den vedholdende randrusianer et svar fra DSB.
”DSB kan konstatere, at de retningslinjer, der i dag kommunikeres for medtagning af cykler i togbusser, hverken lever op til hverken vores kunders forventninger, eller EU’s passagerrettigheder”, står der i mailen.
Samme dag kunne Jesper Herkert se, at DSB nu har ændret teksten på deres hjemmeside, og raseriet er nu afløst af glæde og lettelse.
- Jeg er utrolig glad. De har indrømmet, at de har lavet en fejl, men de vælger jo også at agere på den. De vælger at rette op på det med det samme og lave en ny procedure, og det kan man jo kun sige er godt for alle andre også, siger han.
Ny service
DSB tilbyder nu at hjælpe passagererne videre:
"Hvis du har en gyldig cykelpladsbillet hjælper DSB dig videre, når vi bliver nødt til at indsætte togbusser.
Da der er begrænset plads i togbussernes bagagerum, bliver DSB nødt til at prioritere barnevogne og større bagage i disse.
Du vil således kun lejlighedsvist have mulighed for at medbringe din cykel i togbussen. Du skal derfor henvende dig til chaufføren og forhøre dig.
Hvis det ikke er muligt at få cyklen med, skal du kontakte DSB’s kundecenter på 70 13 14 15, der vil hjælpe dig videre."
Kilde: dsb.dk
Giver ro
Hos DSB slår informationschef Tony Bispeskov nu fast, at personalet fremadrettet vil hjælpe de cyklende passagerer hele vejen fra a til b – også når der er indsat togbusser.
- Kunder med cykelpladsbillet vil blive hjulpet videre, når en del af rejsen ikke kan foregå med tog. Hvis den begrænsede plads i togbussen gør, at det ikke er muligt at tage cyklen med, vil vores Kundecenter hjælpe med at finde en løsning, siger Tony Bispeskov.
Glæde i Cyklistforbundet
I Cyklistforbundet glæder Landsformand Jens Peter Hansen sig over, at DSB nu vil hjælpe cyklisterne videre, når der indsættes togbusser.
- Det er supergodt. Nu kan man fremadrettet med ro i sindet tage sin cykel med DSB, og skulle der opstå en situation, hvor der pludselig bliver indsat togbusser, jamen så kan man være sikker på, at man bliver hjulpet videre, siger Jens Peter Hansen.
Han påpeger, at andre operatører i forvejen tilbyder den service og fortæller om en oplevelse, han selv har haft i den forbindelse.
- En sen aften i Aarhus holdt der to busser - en Arriva-bus og en DSB-bus - og Arriva-bussen tog cykler med, men det gjorde DSB-bussen ikke. Det er jo virkelig en showstopper for os, og det er jo slet ikke i orden, at man kan være på et tog med en cykel, og så lige pludselig kan man ikke komme videre.
Cyklistforbundet har flere gange påpeget problemet overfor DSB, siger Jens Peter Hansen.
- Det er noget, vi fra Cyklistforbundet virkelig har arbejdet for, at der skulle findes en løsning på. Så det er rigtig, rigtig godt, at DSB nu har indset, at det her skal de gøre bedre.
Jesper Herkert glæder sig over, at det nyttede at råbe op og gøre opmærksom på problemet, og så ser han frem til, at hans søn igen kan tage toget til cykelløb rundt om i landet.
- Det giver ham en masse ro fremadrettet, for han skal jo køre cykelløb næste år også. Så det giver ro, at han nok skal komme hjem.