Efterlysning afblæst - Ree Park giver en gratis omgang
Fire papegøjer er spottet flere steder nord for Aarhus. Det er Ree Parks papegøjer, som er taget på langfart.
Flere borgere nord for Aarhus har muligvis fået morgenkaffen galt i halsen lørdag morgen. Her er der nemlig flere steder melding om, at de har set fire papegøjer.
Marc Allan Cove nåede at knipse et billede, da de sad på Hjortshøj Kirke.
- De kom flyvende nord fra og landede alle fire på kirken og larmede meget, fortæller han.
Herefter er de angiveligt fløjet videre til Hesselballe få kilometer derfra.
Lørdag eftermiddag har papegøje-ejeren meldt sig på banen. Det er Ree Parks araer, fortæller parkens direktør, Jesper Stagegaard.
- Normalen har været at hun starter på at ruge nu her inden for overskuelig fremtid. Det havde vi forventet, de havde gjort nu, men de har valgt at tage en længere udflugt.
- Det er ikke unormalt, men vi har ikke set dem trække så langt væk tidligere, siger Jesper Stagegaard.
Ifølge flere forskellige grupper på Facebook har observante borgere også spottet papegøjerne i Skødstrup og Risskov.
Araerne flyver frit rundt og altid meget stedfaste, forklarer direktøren.
- Normalt er de jo blandt de største i luftrummet, så meget kan ikke skræmme dem. Men jeg skal ikke kunne udelukke, at der har været en hejre eller rovfugle, der kan have skræmt dem, siger han.
De seneste observationer viser, at fuglene er ved at finde tættere på hjemmet i safariparken på Djursland. Her har de normalt kontakt med dyrepasserne flere gange dagligt.
Derfor forventer Jesper Stagegaard da også, at fuglene kommer hjem igen - om ikke andet når de bliver sultne.
- De er sindssygt flotte, så det er en gratis omgang fra Ree Park, siger Jesper Stagegaard.
Ree Park ser lige nu tiden an, inden medarbejderne foretager sig yderligere. Safariparken er meget glad for, at folk skriver, når de ser fuglene, så medarbejderne kan følge med i, om fuglene er på den rette vej.
- Hvis vi ikke ser de kommer tættere på, kan vores dyrepassere prøve at kalde dem til sig, siger direktøren, der råder til, at man holder snitterne fra dem, da de har temmeligt store næb.