Frederik sendte sygdommen i gulvet: Nu er han prof-bokser
Frederik Hede Jensen sad i kørestol i syv år. På lørdag debuterer han i bokseringen som professionel
Lørdag går Frederik Hede Jensen i ringen til sin første kamp som professionel bokser.
Forud for kampen i Ceres Arena i Aarhus har den 20-årige østjyde kæmpet hårdt det meste af livet.
En sjælden hoftesygdom betød, at Frederik Hede Jensen som fire-årig endte i kørestol. Den var hans tro følgesvend i syv år.
Frederik Hede Jensen fortæller, hvordan sygdommen fik hans hoftekugle til at smuldre, så den ikke passede ind i hofteskålen.
- Det stoppede for blodtilførelsen til hoften. Når jeg fik krampeanfald, kom det helt oppe fra navlen og ud i tåspidserne, siger han.
- Det gjorde vanvittig ondt. Smerterne kunne komme midt om natten ud af det blå, siger han og fortæller videre:
- Pludselig kunne jeg ligge i min seng med kramper og måtte så banke på ind til mine forældre. Så kom min far løbende, fordi han vidste godt, at så skulle karbadet fyldes op med varmt vand, og jeg skulle have nogle panodiler. Så lå jeg derude, til jeg faldt i søvn.
Modgang gør stærk
Frederik Hede Jensen har bokset, siden han var 12 år.
Den modgang, han har oplevet i sit liv, bruger han positivt i ringen.
- Selv om det er gået dårligt for mig og jeg har mødt modgang, så har jeg altid rejst mig og er kommet tilbage igen. Jeg er glad for, at jeg har mødt meget modgang i mit liv, fordi det har bare gjort mig stærkere som person, siger han.
Frederik Hede Jensen håber, han kan inspirere andre til at kæmpe, selv om det ser sort ud.
- Så længe du har troen på det, viljen og er passioneret for det, du gør – og har et struktureret liv og baglandet i orden – så er jeg et godt bevis på, at tingene godt kan lade sig gøre, selv om du er dømt ude flere gange, siger han.
Øverst kan du høre mere om Frederik Hede Jensens liv.