Gratis ragelse er en kæmpe succes: Nu flyttes og forstørres kendt genbrugsstation

Genbrugsstationen REUSE er så stor en succes, at folk står i kø for at få fingrene i aflagte ting. Nu flyttes stationen fra Godsbanen til Sydhavnen i Aarhus, hvor der vil være mere plads.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Genbrugsstationen REUSE ligger i dag på Godsbanen, men den 15. maj lukker det ned, og åbner op igen en måned efter ved det nye Sydhavnskvarter.

Aflagte møbler, tøj og nipsting. Det er blot nogle af de ting omkring 50-100 aarhusianere står i kø for at få fingrene i hver eneste dag klokken 12, når genbrugsstationen REUSE slår dørene op.

Nu er der godt nyt til de personer, der godt kan lide at gøre sig et godt og gratis genbrugsfund på genbrugsstationen, hvor man gerne må gå ind i containere og tage de ting med sig, som en tidligere ejer ikke længere vil have.

Genbrugsstationen, som i dag holder til på Godsbanen, flytter nemlig til sydhavnskvarteret i Aarhus, hvor der er endnu mere plads til de aflagte ting.

Det bliver så fedt, og vi har ventet på det længe. Vi får bedre faciliteter på en super attraktiv lokation.
Peter Christensen, koordinator REUSE

- Det bliver så fedt, og vi har ventet på det længe. Vi får bedre faciliteter på en super attraktiv lokation, og noget mere plads, end vi har i dag, siger Peter Christensen, der er koordinator på REUSE til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvor meget større arealet er, ved Peter Christensen ikke med sikkerhed, men han forsikrer, at de vil få meget mere plads, til de omkring to tons ting, der kommer ind på REUSE hver dag.

Sådan her kommer den nye genbrugsstation muligvis til at tage form. Planen er at REUSE blandt andet får et udendørs aktivitetsområde.

Mere end en byttecentral

Når REUSE flytter ned på Sydhavnen, bliver hele konceptet også udvidet. Det betyder, at REUSE ikke blot skal være en byttecentral, hvor man kan aflevere brugte ting og tage noget andet med hjem.

Det skal også være et sted, hvor man blandt andet kan lære om sortering og genanvendelse.

- Flytningen giver os i det hele taget mulighed for at gentænke og opgradere alle de ting, som gør REUSE så godt i dag. Det vil sige flere arrangementer, mere vidensdeling og flere projekter om cirkulær økonomi, siger Peter Christensen.

På det nye REUSE vil der også være et aktivitetsområde, hvor der blandt andet vil være udstillinger, holdes møder og foredrag.

I løbet af sommeren bliver REUSE en del af det nye Sydhavnskvarter, som ligger på hjørnet af Jægergårdsgade og Sydhavnsgade bag restaurant Kohalen. Foto: Illustration

Flytningen er et år forsinket

Genbrugsstationen REUSE blev etableret på Godsbanen i Aarhus i 2015, og siden den dag har det været planen, at byttecentralen skal flyttes, fordi området på Godsbanen skal bygges til.

For halvandet år siden besluttede byrådet i Aarhus at gøre REUSE permanent og rykke den til det nye Sydhavnskvarter, og målet var, at det skulle ske i løbet af sommeren sidste år.

Men sådan gik det ikke. Den gamle slagteribygning, som REUSE skulle flytte ind, brændte nemlig ned, og derfor måtte flytningen vente.

- Nu er det klart til, vi kan flytte ind til sommer, så det er skønt, det endelig sker, siger Peter Christensen, der er koordinator på REUSE til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: I sommeren 2017 tilbød genbrugsstationen unge studerende at hente startpakker med inventar til køkkenet. Se indslaget fra 1. august 2017 her. 

REUSE på Godsbanen lukker lågerne den 15. maj, og den 15. juni åbner de op igen op for byttecentralen på Sydhavnen. Aktivitetsområdet forventes at stå klar efter sommerferen.

REUSE Genbrugsstation

Siden 2016 har tonsvis af brugbart affald fundet nye ejermænd på den gentænkte genbrugsstation REUSE på Godsbanen, der hver dag gæstes af 300-350 personer på udkig efter et gratis genbrugsfund.

På Facebook følges stedet af over 12.000 personer og årligt besøger 40-50 skoleklasser REUSE, hvor de gennemfører et forløb om ressourcer, genbrug og innovation.

Der afholdes arrangementer og workshops for alle, og et korps af REUSE-frivillige
på 10-15 personer afholder en lang række aktiviteter.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her