Bygning udbrændte: - Flammerne stod ud ad vinduer og tag
Da brandvæsenet ankom, stod et værksted i flammer, og bygningen stod ikke til at redde.
Der udbrød lørdag aften brand i et værksted ved en privat beboelse på Hovlinen vest for Ørum på Djursland.
- Den kom som en bygningsbrand ved en villa klokken 21.30. Det var et værksted i forbindelse med boligen, der brændte, fortæller operationschef ved Østjyllands Brandvæsen Thomas Reinholdt Jørgensen.
I værkstedet stod blandt andet en havetraktor og andre mindre køretøjer, men også en del træpiller, der som bekendt brænder særdeles godt.
- Da de kom derud, var værkstedet overtændt, og der stod flammer ud ad vinduerne og taget. Værkstedet brændte mere eller mindre ned, men de nåede at redde selve hovedhuset.
Efter knap tre timers slukningsarbejde, kunne brandfolkene forlade adressen igen.
Ifølge operationschefen var der ingen tilskadekomne ved branden.