Hærværk: Nikolajs kærlighedserklæring til sin by ødelagt igen

En busboble udsmykket med den tegneserie, Nikolaj Søndergaard Lauritzen har tegnet af kærlighed til sin by, er blevet revet i stykker for anden gang.

Udgivet Opdateret
Sådan så det ud for nyligt umiddelbart efter, at busboblen blev udsat for hærværk for anden gang. Foto: Privatfoto

Nikolaj Søndergaard Lauritzen elsker Lisbjerg. Meget!

Så meget, at han for at erklære sin kærlighed tegnede en tegneserie til byen.

Det var så stor en succes, at Aarhus Kommune valgte at udsmykke byens busstoppested med hans tegneserie, ligesom man har gjort mange andre steder.

Nikolaj Søndergaard Lauritzen sammen med sin tegneserie i busboblen. / Foto: Privatfoto

Men den glæde Nikolaj Søndergaard Lauritzen havde ved at kunne se den busboble, han havde udsmykket af kærlighed sin by, varede ikke længe.

For et par måneder siden blev den udsat for hærværk.

Efter hærværket i juli.
Før hærværket i juli.

- Så gik den ikke længere, tænkte jeg. Jeg havde hele tiden tænkt, at det var noget, der kunne ske, men jeg ærgrede mig da. Hærværk er altid fuldstændig uforståeligt, siger Nikolaj Søndergaard Lauritzen til TV2 Østjylland.

Han mistede dog ikke modet, og anså det som en uheldig hændelse. Ifølge Nikolaj Søndergaard Lauritzen er busboblen nemlig blevet taget godt imod af lokalmiljøet.

- Jeg har kun mødt positiv energi. Folk har sagt: "Ej, hvor er det fedt!"

I samarbejde med kommunen fik de udbedret skaderne og sat tegneserien op igen, men heller ikke denne gang skulle den få lov at hænge.

Ødelagt igen

Henover weekenden blev busboblen udsat for hærværk anden gang. 

Endnu engang blev Nikolaj Søndergaard Lauritzens tegneserie, der hænger på busstoppestedet, hevet ned.

- Jeg blev ked af det og lidt modløs. Jeg ved jo ikke, om det giver mening at bruge penge på at sætte det op igen og igen, siger Nikolaj Søndergaard Lauritzen.

Busboblen efter hærværk i oktober.
Busboblen før hærværk i oktober.

Nikolaj Søndergaard Lauritzen tjener ikke penge på reparationer af busboblen, men det er heller ikke ham, der betaler for reparation af busboblen, det gør kommunen.

Derfor kan han godt forstå, hvis man vurderer, at den gentagende hærværk betyder, at man ikke fortsat kan have en udsmykket busboble i Lisbjerg.

Men han synes det vil være ærgerligt, hvis de få får lov at skygge for de mange.

- Jeg har kun fået mange positive bemærkninger. Jeg synes, det er meget isoleret, at der er nogen der laver hærværk. Så det får det ikke til at falme for mig. Det skal ikke have lov at skygge for alt det positive.

Kommunen giver ikke op

Aarhus Kommune oplyser, at der generelt er blevet taget godt imod de mange udsmykkede busbobler, der står rundt i kommunen.

Men de har desværre også oplevet hærværk på flere af dem. Hærværket kommer derfor ikke som et chok.

- Det kommer ikke umiddelbart bag på mig, men det er da vildt ærgerligt. Folk burde jo lade kunstnernes værker være. Jeg gad godt, at de mennesker havde lidt større respekt omkring det, siger Marie Overgaard Nielsen, Projektleder, Aarhus Kommune.

Tegneren er i tvivl om det giver mening at blive ved at reparere busboblen, men han ærgrer sig over, at dem der laver hærværket får lov at sætte dagsordenen. / Foto: Privatfoto

Derfor kan kommunen i første omgang også besvare Nikolaj Søndergaard Lauritzens tvivl.

- Jeg giver ikke op, efter første gang der er lavet hærværk. Kunstnerne har jo lagt så meget tid i det. Vi prøver igen et par gange, og så må vi jo se på det. Men vi giver ikke op, siger Marie Overgaard Nielsen til TV2 Østjylland.

Og det glæder tegneren, som er stolt over at have lavet noget til byen. Men det er ikke uden bekymring.

- Det er jo mange penge at bruge, hvis folk fortsat vil ødelægge det, så skal det jo ikke blive ved med at koste kommunen penge. Men hvorfor skal vandalerne have lov at sætte dagsordenen?

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her