Ikea flager på halv: Grundlægger er død
Ikeas svenske grundlægger er død. Varehuse flager på halv
Der bliver flaget på halv uden for møbelgiganten Ikea i Skejby ved Aarhus.
Årsagen er, at Ikeas grundlægger, Ingvar Kamprad, døde lørdag i sit hjem i Småland efter kort tids sygdom.
Han blev 91 år.
Det skriver Ikea i en pressemeddelelse på deres hjemmeside. Med Ingvar Kamprads død er en af de største erhvervsfolk i svensk historie er gået bort.
Flager på halv
De ansatte i grundlæggerens livsværk deler de efterladtes sorg, lyder det. Over hele verden flager Ikeas varehuse på halv søndag.
- Vi sørger over tabet af vores grundlægger og kære ven Ingvar, siger Jesper Brodin, topchef og formand for Ikea koncernen, i meddelelsen.
- Hans eftermæle vil blive beundret i mange år fremover, og hans vision - om at skabe et bedre hverdagsliv for mange mennesker - vil fortsætte med at lede og inspirere os, tilføjer han.
Stædig og hårdtarbejdende
Ingvar Kamprad beskrives af koncernen som en fantastisk iværksætter, der var hårdtarbejdende og stædig, men som samtidig var et varmt menneske med glimt i øjet.
Han arbejdede til det sidste, oplyser Ikea. Selv om han formelt forlod sine topposter i Ikea i 1988, forblev han en vigtig figur i koncernen og fungerede som seniorrådgiver frem til sin død.
Læs også:
Kondolencebøger i danske varehuse
Ifølge kommunikationschef i Ikea Danmark Tina Lindharth skal alle Ikeas varehuse flage på halv søndag.
Og i Danmark markeres dødsfaldet også mandag, hvor der blandt andet bliver tændt lys og stillet kondolencebøger frem i de fem danske varehuse.
- Ingvar Kamprad var meget til stede i virksomheden. Både fysisk og med sin vision om at skabe en bedre hverdag for de mange, siger hun.
Topchef for Inter Ikea Group Torbjörn Lööf siger, at de ansatte vil mindes Ingvar Kamprads engagement og evne til aldrig at give op og altid forsøge at forbedre sig.
Ingvar Kamprads Ikea
Ingvar Kamprad var 17 år, da han registrerede varemærket Ikea i 1943.
Firmanavnet, der i dag er verdenskendt, er en sammenskrivning af initialerne i Ingvar Kamprads navn, hans fødegård Elmtaryd og landsbyen Agunnaryd, hvor han kommer fra.
I de første år bedrev den unge Kamprad postordrefirma og solgte blandt andet julekort og nylonstrømper.
I 1948 begyndte Ikea for første gang at sælge møbler.
Det første Ikea-varehus åbnede i Älmhult, Småland. Siden udviklede møbelforretningen sig til en international gigant, hvis varemærke og navn er kendt verden over.
Der findes i dag 355 Ikea-varehuse i 29 lande. Samlet findes der 412 butikker under Ikeas brand i 49 lande, når alle franchise- og mindre butikker tælles med.
Ikeas brand er i dag centrum for en række virksomheder i en sindrig ejerskabsmodel. Virksomhederne i IKEA Group er ejet af Stichting Ingka Foundation i Holland.
Ikeas detailvirksomhed drives i et system med franchisetagere, som har tilladelse til at drive Ikea-varehuse og sælge produkterne.
Inter IKEA Systems B.V. er ejer og global franchisegiver af Ikeas koncept. 11 forskellige selskaber har franchiseaftaler.
I alt 149.000 arbejder i Ikea. I Danmark er der fem Ikea-varehuse.