Jan blev danmarksmester i både håndbold og fodbold

Kølige dråber prikker i nakken og på de bare ben. Mudder klæber til fodboldstøvlerne, der ikke kan holde sig i ro på jorden. 

Det er en våd oktoberdag, men i det vestlige Sjælland ænser de nervøse spillere hverken regnen eller kulden. Eller de sørgelige omgivelser, der i 1986 udgør Herfølge Stadion, der end ikke ejer tribunepladser til den hujende flok tilskuere, der er mødt op foran græsplænen. De må nøjes med at stå samlet på den efterårsfugtige jord.

Foran banen spankulerer en ung træner ivrigt rundt og stopper op, peger, råber. Pludselig vender han sig rundt med et vildt blik i øjnene. 

- Jan, værsgo. Så må du gerne gøre dig klar, siger han.

Ordren får de mudderplettede fodboldstøvler til at springe ud fra bænken, begynde at trave, hoppe, spjætte. Det er ordene, Jan Lauridsen har ventet på. Der er mindre end en halv time, til kampen fløjtes af, og resultattavlen for enden af banen viser stadig ikke andet end cirkler.

Den aarhusianske fodboldklub AGF har ikke vundet noget mesterskab i 26 år, hvorfor de seneste år udelukkende har handlet om at få netop denne sejr i hus.

Med en hånd på skulderen råber cheftræneren for at overdøve tilskuernes støj.

- Gå ind og forsøg at lægge noget pres på. Og hvis chancen byder sig, så få den sparket ind. 

Ni minutter inden kampen fløjtes af, er AGF i angreb mod Herfølge Boldklub. Mens adrenalinen larmer i ørerne på spillerne, lander den hvide bold pludselig ved Jan Lauridsen.

- Bolden lå lige pludselig foran fødderne på mig, og så var det bare at sparke den ind i kassen. Det var...

Jan Lauridsen vejer kort ordene. 

- Så kommer den forløsning. Jeg gik jo fuldstændig bananas, siger han, mens øjnene afslører, at synet er slået fra og erstattet af billeder gemt i det indre fra et øjeblik, der ikke kan overgås.

- Og så løb jeg bare det hurtigste, jeg havde lært. De andre kunne ikke nå mig, kunne ikke fange mig. Jeg var i min egen lille bobbel. 

De næste minutter bliver pludselig fysisk mærkbare. Hvor tiden inden målet har været i fuld fokus og målrettethed mod at få bolden i mål, holder alle nu vejret, mens sekundviseren tikker med sagte slag. Endelig lyder den skingre tone, alle aarhusianske ører har ventet på.

Kampen er fløjtet af, og AGF har vundet danmarksmesterskabet i 1986. En triumf, man kan høre meget mere om i en ny podcastserie - 'Holdet der Vandt' - hvor Jan Lauridsen og flere andre AGF-spillere fortæller om vejen mod mesterskabet. Find link til den nederst i artiklen. 

En beruselse fylder bussen på vej hjem. En blanding af råb, latter og Freddie Mercurys insisterende stemme følger med spillerne på vejen gennem Sjælland.

- We are the champions. Den får jeg kuldegysninger af, hver gang jeg hører den, siger Jan Lauridsen, mens han mindes turen hjem til Jylland.

- Det er min sang, plejer jeg at sige. Den kan jeg godt lide. Den vækker minder, uddyber han grinende. 

Der findes i 1986 endnu ikke en storebæltsbro, der forbinder Sjælland med resten af landet, men færgen fra Odden tillader let både spillere og fans at væde de hujende ganer i øl og champagne hele vejen til havnen i Ebeltoft.

Harpiks og knopper

Den dengang 23-årige Jan Lauridsen fra Viby var på ingen måde en stor fodboldspiller. Faktisk var han håndboldspiller. 

Et par år forinden vandt han - ved siden af lektier og sociale sammenkomster igennem gymnasietiden - danmarksmesterskabet i håndbold og spillede for A-herrelandsholdet, hvor han driblede den harpiksfedtede bold til fire landskampe. 

- Der er én, der snakker engelsk, lød det en dag spørgende fra køkkenet, lidt efter at Jan Lauridsens mor havde taget telefonen. 

Det viste sig at være præsidenten for den spanske håndboldklub Marlboro Canteras, der havde set videooptagelser af Jan Lauridsens kunnen på en håndboldbane.

Med en mundtlig kontrakt i tankerne drog Jan Lauridsen mod håndboldklubbens hjemsted, Gran Canaria, på en charterbillet, hvor han med trækken på skuldrene fortalte sine forældre, at hvis det viste sig, at der alligevel intet arbejde til ham var dernede, kunne han jo bare vende hjem igen efter en uges tid i sydens sol. 

Men der var arbejde til ham. I den spanske håndboldklub Marlboro Canteras blev Jan Lauridsen kåret som både den bedste udlænding og som topscorer på holdet. 

En forårsdag i 1986 vendte den unge boldspiller hjem til Danmark for at starte på handelshøjskolen på Viborgvej i Aarhus. Han var ferm til tal og havde en karriere som statsautoriseret revisor i tankerne. Pengene var simpelthen for små i boldbranchen.

- Der var ikke mange penge i det dengang. Der er flere nuller på de kontrakter, der bliver lavet i dag, så jeg blev nødt til at tænke på, hvad der skulle ske bagefter, fortæller Jan Lauridsen.

Han vidste, at fod- og håndbold skulle spilles af ren lyst, for det var ikke en stor check, der ventede spillerne i starten af hver måned.

- Folk fortæller mig nu, at jeg er født ti år for tidligt. Man kunne ikke leve af det dengang, siger han.

Samtidig havde han et ønske om at forfølge en karriere i dansk håndbold. Han ville gerne tilbage til bolsjedrengene, som landsholdet blev kaldt, og sørgede for at gøre opmærksom på sig selv i den aarhusianske håndboldklub KFUM. 

Og så var der banerne i Viby. Allerede som 5-årig havde han betrådt banerne, både med en bold klæbet til hånden og til støvlen. Mens sommeren ofte stod i fodboldens tegn, stod vinteren i håndboldens. 

Tiden efter Spanien bød på samme veksling af boldsport, og der dukkede forskellige kampe op på programmet ved siden af studierne på handelshøjskolen.

Syv mål blev affyret fra Jan Lauridsens fod under en træningskamp i fodbold for Viby IF mod den aarhusianske klub IHF. 

Da kampen blev fløjtet af, ringede telefonen pludselig hos AGF. I den anden ende af røret var træneren for IHF.

- Han fortalte dem, at der løb en knægt rundt her, der kunne lidt mere med en bold, end man kunne forvente i de rækker, fortæller Jan Lauridsen.

Utilregnelighed

Det kan virke som nær det umulige at vinde danmarksmesterskabet i både håndbold og fodbold samt at ende på landsholdet i begge sportsgrene. Og så inden man rammer de 25 år.

Men det var ganske enkelt, hvad der lykkedes for Viby-drengen Jan Lauridsen tilbage i 80'erne. 

- Jeg var god, som de sagde. Det er svært selv at sige, siger han og fortsætter:

- Det har min mor skældt mig ud over. At jeg altid træder i baggrunden. Man må gerne være stolt en gang imellem. 

Men selvom han sikrede den aarhusianske fodboldklub et historisk resultat, skaffede sig selv adskillige titler og var kendt som den særdeles hurtige og veltrænede fodboldspiller, var Jan Lauridsen en spiller med tekniske og taktiske mangler.

Træner Jens Harmsen kaster et blik over sine noter fra sæsonen i 1986. 

- Nogle gange løb han hurtigere end bolden, og det nyttede jo ikke noget, hvis han ikke havde bolden med sig. 

- Han var uortodoks, og spiller man med sådan én, ved man aldrig, hvor han løber hen eller om han har bolden med sig, fortæller han. 

Jan Lauridsens hurtighed, fysiske styrke og åbenlyse talent var på samme tid ikke til at tage fejl af. Allerede to uger efter sin start hos AGF fik han i en opvisningskamp skudt to bolde i målet mod det tyske mesterhold Bayern München og blev på trods af et nederlag på 2-4 klappet ud af banen for sin stærke debut. Blot kort tid efter sikrede han holdet danmarksmesterskabet.

En boldtriatlon

En skade i lysken sendte Jan Lauridsen ud af spillet i 18 måneder. Oven på en årrække med adskillige sejre rettede han sit fokus mod familien. 

- Skaden var selvfølgelig lidt en streg i det hele. Samtidig havde jeg fået en datter, så der begyndte tingene at gå lidt i relief. 

- Jeg kunne ikke få tiden til at gå med bare at spille fodbold, så jeg tog et aftenkursus. Jeg blev jo ikke rig af at spille fodbold, så jeg tænkte, at jeg skulle passe på min familie og på tiden fremover. Så jeg besluttede mig for at få papir på, at jeg kunne bruge andet end benene. 

I 1991 sluttede han spillet på boldbanerne og fik efterfølgende job som ejendomsmægler hos Nybolig, hvor han arbejdede de næste 20 år. Hans stærke netværk og kendte ansigt var en fordel som ejendomsmægler i Aarhus. 

Som 50-årig stod Jan Lauridsen og trængte til, at noget nyt skulle til. Rent tilfældigt blev multitalentet trukket ind i en ny sportsgren. Sønnen var en flittig golfspiller i Mollerup Golf Club i Risskov, hvorfra det kom Jan Lauridsen for øre, at formanden ønskede udvikling i klubben.

Det gode netværk kom atter Jan Lauridsen til gode, da han startede som sponsor- og udviklingskonsulent i klubben. I dag arbejder han som manager og har i starten af det nye år arbejdet i Mollerup Golf Club i ti år. 

I TV2 ØSTJYLLANDs podcast kan du følge AGF's vej mod mesterskabet i 1986 og høre meget mere om Jan Lauridsen, Jens Harmsen og resten af guldholdet. 

Hør podcasten på Spotify eller Apple Podcast, eller hvor du normalt lytter.