Jette finder lort på legeplads hver dag: - Svineri!

Gang på gang møder børn og pædagoger ind til hundelorte på legepladsen i børnehave og vuggestue Stennehøj Allé i Højbjerg. Nu har de fået nok.

Udgivet Opdateret
Baggrundsfoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

Der er ikke styr på lortet i børnehave og vuggestue Stennehøj Allé i Højbjerg. 

Tværtimod møder pædagogerne hver morgen lort efter lort på legepladsen, og nu har de efterhånden fået nok. 

- Jeg bliver faktisk rigtig indigneret over det, for jeg synes, det er noget svineri. Vi bruger faktisk rigtig meget tid på det, fortæller Jette Stemberg, der er pædagogisk leder i Stennehøj Allé. 

Selvom det er en offentlig legeplads, så kan man jo godt tage hensyn
Jette Stemberg

Bruger 20 minutter om dagen på hundelort

Det er hundeejere, der efterlader deres dyrs efterladenskaber på legepladsen, som bruges af børn på 0-6 år. Jette Stemberg mener, at personalet bruger i hvert fald 20 minutter om dagen på at tjekke legepladsen for hundelort, inden børnene bliver lukket uden for. 

- Folk taler om minimumsnormeringer, og at pædagogerne skal have mere tid til børnene, så skal de lade være med at gøre det sværere. Det er tid, der går fra børnene, siger Jette Stemberg.

Hun bruger også noget af sin egen tid på at gå rundt på legepladsen med en pose for at samle op. 

- Jeg synes, det er mærkeligt, jeg skal bruge min tid som pædagogisk leder på at se efter hundelorte. Der er virkelig meget andet, jeg kunne bruge tiden på, siger hun. 

- Det værste scenarie er, at der er et barn, der spiser en hundelort.
Jette Stemberg

Et stigende problem

TV2 Østjylland har tidligere kunnet fortælle om en daginstitution i Viby, der samler tre kilo lort op flere gange om ugen. Og ifølge Jette Stemberg, så er problemet i den grad stigende.

- Nogle af børnenes sko og flyverdragter bliver også smurt ind i lort, det er absolut tiltagende. Mens der har været sne, så har vi virkelig kunnet se, hvor meget af det, der blev fyldt med hundepølser og tis, siger hun. 

Det er også blevet så slemt, at nogle af de større børn selv holder øje med hundelorte.

- Men man skal jo ikke gå at holde øje med hundepøller, når man er et børnehavebarn, siger Jette Stemberg. 

Men det er en nødvendighed konstant at holde øje, for personalet frygter, hvad der ellers kunne ske. 

- Det værste scenarie er, at der er et barn, der spiser en hundelort. Den tanke tør vi slet ikke tænke til ende. Det er jo sundhedsskadeligt, siger Jette Stemberg.

Det er dog endnu ikke sket. 

- Men det er kun, fordi pædagogerne holder øje med et falkeblik. Der er små vuggestuebørn, der kravler rundt, de holder ikke øje med, om der er en hundelort, siger Jette Stemberg.

En offentlig legeplads

Hun forstår ikke, at hundeejerne ikke tænker en ekstra gang over, hvilke konsekvenser det har. Og denne weekend var så dråben, der fik bægeret til at flyde over for Jette Stemberg. 

Hun lavede noget administrativt arbejde i børnehaven, da en mand pludselig kom og slap sin hund fri. 

Jette Stemberg spurgte manden, om han ikke ville lade være med at lufte sin hund på børnehavens legeplads. 

- Der sagde han til mig, at det skulle jeg ikke blande mig i, fordi det er en offentlig legeplads. 

Men har han ikke ret i det? 

- Selvom det er en offentlig legeplads, så kan man jo godt tage hensyn. Det er jo børn, der bruger legepladsen, siger Jette Stemberg.

Onsdag skal byrådet i Aarhus Kommune diskutere, om institutionsledere skal have mulighed for at lukke offentlige legepladser i en periode. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her