Kampen er ikke slut: Lørdag marcherede de mod havnen
Arrangørerne vil vise modstand mod forslaget om at udvide industrihavn i Aarhus med mere end 100 hektar.
Lørdag formiddag marcherer aarhusianere med papskilte fra rådhuset mod Tangkrogen for at vise deres modstand.
De vil ikke have, at Aarhus Kommune giver Aarhus havn tilladelse til at udvide industrihavnen på bekostning af Aarhusbugten.
Bag arrangementet er Foreningen Beskyt Aarhusbugten, Den Grønne Studenterbevægelse og Det Fælles Bedste.
- Vi vil gerne markere, at bare fordi høringsfristen er overstået, er sagen ikke glemt, siger Svend Erik Kristensen, der er formand for foreningen Beskyt Aarhusbugten til TV2 ØSTJYLLAND.
Sidste fredag sluttede høringsfasen for at gøre indsigelse mod projektet. Og holdningerne har været mange. Over 1.500 høringssvar er der kommet, og langt de fleste er imod udvidelsen.
Arrangørerne bag dagens march mener, at forslaget udelukkende repræsenterer havnens interesser og at udvidelsen vil være til stor skade for byens smukke kyster.
Formanden for foreningen Beskyt Aarhusbugten bor selv i området.
Kærlighed til kysten
Nogle tænker måske, at du kæmper imod det her projekt, fordi det vil ødelægge din egen udsigt og at prisen på din bolig vil falde. Hvad siger du til dem?
- Nej, jeg ligger så langt ude, at det ikke berører min udsigt, så helt personligt tror jeg, at min boligs pris stiger, men jeg gør det, fordi jeg elsker området og naturen. Jeg synes, det er et fattigt livssyn, hvis man ikke kan kæmpe for naturen, hvis man bor i området, siger Svend Erik Kristensen og tilføjer:
- Jeg tror, de fleste af dem, der kommer i dag og kæmper imod, bruger området. Og på den måde har vi alle noget i klemme.
Vil skabe arbejdspladser
Aarhus Kommune mener, at en udvidelse vil styrke byens rolle som forbindingspunkt til resten af verden samt skabe arbejdspladser og vækst. Aarhus Havn er Danmarks største havn.
Det vurderes samtidig af Aarhus Havn, at de ubenyttede områder på den nuværende havn bliver færre og mindre i de kommende år, og at det derfor er nødvendigt at finde mere plads.
Der er også lavet visualiseringer af, hvordan udvidelsen vil kunne ses fra andre steder i byen.
FØR
EFTER
Afklaring til efteråret
Landinspektør i Aarhus Kommune Ole Gregor siger til TV2 ØSTJYLLAND, at han forventer, at den politiske proces, hvor rådmanden og borgmesteren snakker, kan starte efter sommerferien, og et meget forsigtig bud er, at september eller oktober er tidligste behandling i byrådet.
I alle processer kan der hele tiden komme nye informationer, så landinspektørens bud er bare skøn.
Svend Erik Kristensen håber, at de mange høringssvar vil gøre, at projektet bliver gennemtænkt endnu engang.
Han så dog gerne, at Grenaa Havn tog imod mere gods frem for Aarhus Havn. Det ser Aarhus Havn dog ikke som en mulighed.
Via linket her kan man læse Aarhus Kommunes resume af forslaget.