Kjeld Holms datter sendte sin far ud på den sidste rejse
Begravelsen af Aarhus' tidligere biskop tiltrak fredag masser af mennesker. På prædikestolen stod én af hans døtre.
Det var et overvældende, kuldegys-fremkaldende kor på knap 1000 mennesker, der igangsatte begravelsen af Aarhus' tidligere biskop, Kjeld Holm, der døde 2. oktober, 79 år gammel.
Biskoppens sidste rejse blev markeret fredag i en næsten fyldt Aarhus Domkirke. Bag prædikestolen stod hans ene datter, Nanna Holm, som sendte sin far afsted på den sidste rejse.
Blandt ordene i talen fra datteren, der også er præst, var flere gange referencer til salmen "Påskeblomst, hvad vil du her?". En salme, der havde stor betydning for Kjeld Holm og hans tilgang til livet.
For sætningen "hvad vil du her?" blev ifølge datteren næsten et livsmotto for den tidligere biskop, der insisterede på at sætte sit præg på verden.
Noget, han flere gange beviste. Blandt andet, da han efter årtiers kamp viede det første homoseksuelle par i Aarhus Domkirke i 2012, og da han i 2018 modtog Rude Strand Prisen for at kæmpe for dannelse, ordentlighed, respekt og tolerance.
Gjorde indtryk
Begravelsen af Kjeld Holm tiltrak hundredvis af mennesker. Både familie, venner, kollegaer og folk fra nær og fjern var blandt de fremmødte.
Ligeledes var to borgmestre fra Aarhus, en forhenværende og en nuværende, mødt op. De var, som flere af de tilstedeværende, rørte efter ceremonien.
- Det var stærkt at opleve talen fra Kjeld Holms datter, Nanna. Den gik lige i hjertet, og det var en meget smuk tale, der omfavnede det liv, han har haft, siger Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard (S).
Forhenværende borgmester i Aarhus, Flemming Knudsen, bakker den nuværende borgmester op og udtrykker samtidig en sorg over tabet af en mand, der ifølge ham har haft enorm betydning for byen.
- Vi har sagt farvel til en mand, der kærede sig om sin omverden og for de svageste i samfundet. Og en mand, der har været min gode ven i næsten 40 år, siger Flemming Knudsen.
Simon Kangas Larsen, der er præst i Langenæs Kirke, var én blandt mange præster, der også var mødt op i domkirken. Han blev selv ordineret til præsteembedet af Kjeld Holm for år tilbage, og han er enig i, at tabet af den tidligere biskop kommer til at kunne mærkes.
- Kjeld Holm var en biskop, der satte sig spor. Både som biskop, sognepræst og aarhusianer. Han har sat spor i mange, som vi også så til gudstjenesten i dag med de mange mennesker, der mødte op, siger Simon Kangas Larsen.
Efter ceremonien i domkirken er Kjeld Holm blevet begravet ved Vejlby Kirke. Familie og pårørende tog efterfølgende afsked med gravøl i Vejlby-Risskov Hallen.
Herunder kan du se vores liveblog fra begravelsen:
Spørgsmål eller kommentar? Skriv til os!