Krigen om grønkålsmarken: Andelssamfund besejrede kommunen
Andelssamfundet Hjortshøj har kæmpet for og vundet deres marker tilbage, efter at Aarhus Kommune ville inddrage jorden til boligbyggeri.
Siger man Aarhus Kommune, tænker mange nok først og fremmest på tæt trafik, en tur på gågaden eller på buldrende lejlighedspriser, men Aarhus Kommune er meget mere end det, og ude på landet på kommunens østlige kanter har de netop vundet en sand David mod Goliat-kamp mod kommunen.
Slagmarken var blandt andet en mark med grønkål ved Hjortshøj. Gennem 30 år har Andelssamfundet Hjortshøj drevet et frivilligt økologisk fristed, men så ville kommunen til at bygge boliger på markerne.
- Det var sådan, at kommunen fandt på, at der skulle bygges boliger på seks hektar – udover de to hektar der allerede er afsat. Og det ville gå udover det fællesskab, vi har, og de ting vi laver her, siger Anke Stubsgaard, medstifter af Andelssamfundet Hjortshøj.
Læs også
En tur rundt i andelsbydelen bekræfter den holdning.
- Der er bare rigtig rigtig mange muligheder, og derfor har vi også reageret så voldsomt i forhold til Aarhus Kommunes begrænsning af vores landbrugsareal, for det ville helt klart være en begrænsning af vores muligheder, siger Henrik Juul Nielsen, beboer i Andelssamfundet Hjortshøj.
Til kamp mod kommunen
Derfor besluttede beboerne sig for at tage kampen op mod politikerne på rådhuset.
- Der var nogle borgere i Hjortshøj, der startede en underskriftindsamling, og de samlede over 1100 underskrifter, siger Anke Stubsgaard.
Læs også
Det gjorde indtryk, lyder det fra Anette Poulsen, byrådsmedlem i Aarhus for Socialdemokratiet.
- Der er jo rigtig mange aktive borgere derude, og vi fandt jo i byrådet ud af, at det gav god mening at lytte til borgerne, så man kan også sige, at det er et eksempel på, at vi har lyttet til borgerne, siger Anette Poulsen.
Lyttet har de nemlig, så nu er planen skrevet om, og andelslandsbyen kan blive ved med at dyrke markerne til stor lettelse for Anke Stubsgaard og de andre på nogle af kommunens landlige adresser.