Kritikken er haglet ned efter hjemsendelse: Nu får han opbakning

Flere politikere i Aarhus Kommune har taget afstand fra Simon El-Zeinabs nu fjernede Facebook-opslag, men ikke alle mener, det er rimeligt, at han er blevet hjemsendt.

Udgivet Opdateret

Det skabte røre, da socialpædagog i Aarhus Kommune Simon El-Zeinab onsdag skrev et opslag på Facebook om den afdøde Hamas-leder Ismail Haniyeh.

Opslaget blev af flere opfattet som en hyldest, og det førte til, at han torsdag blev sendt hjem fra sit arbejde.

- Når man arbejder med udsatte boligområder og udsatte unge, betyder det noget, hvad man har af holdninger. Vi har ingen interesse i, at nogen i vores samfund bakker op om Hamas, siger Jakob Søgaard Clausen, byrådsmedlem for Danmarksdemokraterne i Aarhus Kommune.

Ifølge Berlingske henviste Simon El-Zeinab i opslaget til Hamas-lederen som "en stor leder" på arabisk og udtrykte sine kondolencer.

Et slag for ytringsfriheden

Nu møder Simon El-Zeinab dog også opbakning. 

Netværket Aarhus for Mangfoldighed og fredsbevægelsen Århus mod Krig og Terror kalder hjemsendelsen en overreaktion. 

De sætter spørgsmål tegn ved, om det er i strid med ytringsfriheden.

- Man har ret til at ytre sig, og jeg synes ikke, han støtter op om terror eller drab på civile på nogen måde i sine ytringer, siger Jakob Lausch Krog, der er medlem af Aarhus for Mangfoldighed

Han bakkes op af talsmand for Aarhus mod Krig og Terror, Carsten Andersen, som har et indgående kendskab til Simon El-Zeinab. 

- Han er ikke og har aldrig været en, der går ind for terror, men derimod integration og dialog. 

Andre mener, at der også skal være en grænse for, hvad man kan sige i sit privatliv, og at den i det her tilfælde er nået. Kan du forstå dem? 

- Jeg synes, der skal være grænser. Specielt når man er en person, der spiller en større rolle, så skal man overveje, hvad det vil betyde for ens anseelse, siger Carsten Andersen, inden han tilføjer;

- Men jeg synes ikke, at der er noget i det her, som går udover, hvad man burde kunne tillade sig som privatperson. 

Ny tråd

TV2 Østjylland har forsøgt at få en kommentar fra Simon El-Zeinab, men han henviser til et nyt Facebook-opslag.

Her formulerer han, at det er beklageligt, at hans tidligere opslag er blevet misforstået og brugt i en politisk kontekst, som ikke afspejler hans egentlige intentioner. 

- Jeg ønsker at præcisere, at opslaget på Facebook ikke var en hyldest, men en kondolence for en afdød, skriver Simon El-Zeinab blandt andet.

At socialpædagogen i Aarhus Kommune har måtte redegøre for sit opslag, vækker også empati fra byrådsmedlem for Enhedslisten Solveig Munk. 

- Det er helt urimeligt, at han bliver udsat for den hetz lige nu. Jeg har den dybeste medfølelse med ham i det.  

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her