Kultserie om tabuer gør comeback i Aarhus
De næste tre dage spiller den danske teaterversion af det norske kæmpehit SKAM
Noora, William, Eva og Isak.
Det er navne, som du måske har hørt udtalt på norsk i de senere år. Det er navne på hovedpersonerne i den norske serie ’SKAM’, som torsdag aften har premiere som dansk teaterstykke i Musikhuset Aarhus.
Det er opfølgningen til teaterforestillingen baseret på tv-seriens første sæson. Torsdag aften vil hovedrollen hedde Noora, og det er handlingen fra anden sæson, der vil blive fremvist for århusianerne.
To af dem, som glæder sig til aftenens forestilling, er veninderne Mia Friis Jakobsen og Sabrina Leonora Helstrup, som allerede har set stykket, da det blev opført i København.
Lige i smækken
For dem er oplevelsen i teateret noget helt særligt.
- Hele setuppet gør, at man er meget tæt på det hele. De spiller i hele salen, så man virkelig er med i ungdommens problematikker. Det er mere ’in your face’, end det er i fjernsynet, fortæller Sabrina Leonora Helstrup til TV2 ØSTJYLLAND.
Og veninden er enig.
- Det giver noget nærvær, og du føler dig som en del af det. Det gør du ikke på samme måde, når du ser tv-serien. Jeg føler, at jeg nærmest bliver deres veninde, fordi jeg er så tæt på, udtaler Mia Friis Jakobsen.
Taler ind i samfundsdebat
Den kunstneriske chef for Musikhuset i Aarhus, Mette Kier, har noteret sig, at serien SKAM kan noget særligt.
- Vi har kunnet mærke en stor popularitet, og på SKAM 1 var det et meget ungt publikum, som blev fanget af samfundsproblematikkerne. Det er jo fantastisk, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Mette Kier påpeger, at unge normalt plejer at komme til koncerter og stand-up i Musikhuset.
- Men i forhold til SKAM er det et yngre publikum, end vi normalt ser til teaterstykker, lyder det.
Serien er særligt kendt for at tale direkte ind i samfundsdebatten og bruge sit verdensomspændende talerør til at sætte ungdommens dilemmaer på alles læber.
Den kærlighed...
Netop den del af SKAM er det, som pigerne særligt er faldet for ved fænomenet.
- Det er ungdomsproblematikkerne, som er ret aktuelle. De opstiller alle problematikkerne, og hvordan man kan håndtere dem. De tager alle de store emner op som homoseksuelle og indvandrere, siger Sabrina Leonora Helstrup.
Selvom en stor del af tiltrækningskraften skyldes de relevante emner, så er der også noget mere jordnært, der trækker i pigerne.
- Hvem er ikke en sucker for helt vildt gode love stories, siger Mia Friis Jakobsen.
Handlingen i SKAM 2 kredser om det spirende forhold mellem Noora og William.
Forestillingen spiller fra den 10. til 13. januar i Musikhuset Aarhus.