Lars fik blodprop og hjertestop: Reddet af held og hurtighed
Lars Rasmussen var på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Ikke bare en men to gange
- Jeg var heldig at få en blodprop helt tæt på Skejby og heldig senere at få et hjertestop på sygehuset, siger en mand, hvis hjerte holdt op med at slå i 10 minutter.
Forud var gået en konfirmation, hvor 52-årige Lars Rasmussen lidt halvhjertet var med til at spille basket.
Læs også:
Vejret var dejligt, og da han blev utilpas, troede han, at det skyldtes varmen og lidt for meget af den gode festmenu. Her er han for første gang heldig.
For blandt gæsterne var to soldater og en dørmand, som alle kendte til førstehjælp.
De tog hans puls, lyttede til hans beklagelser over trykken i brystet og ondt i armen, og så ringede de efter en ambulance.
Som en koreograferet dans
- Ambulancefolkene var vanvittig dygtige, mine kammerater siger, at det var som en koreografi, hvor de gik ind og ud mellem hinanden og havde styr på alting. Jeg fik drop, nitrospray under tungen, styr på vejrtrækning og kom så ud i ambulancen, fortæller Lars nogle måneder efter, hvor han igen er blevet rask.
På sygehuset oplevede han det andet store held i livets lotteri, for da han havde været igennem to ballonudvidelser og snart skulle hjem, faldt han om med hjertestop:
- Jeg havde lige sat mig med en kop kaffe, da jeg kan mærke, jeg bliver svimmel, og så er jeg helt væk.
Senere finder Lars ud af, at hans hjerte stoppede med at slå i 10 minutter. Fire sygeplejersker og en portør skiftedes til at give ham hjertemassage og fik ham bragt tilbage til livet.
- Jeg er dybt taknemmelig over, at de ikke gav op efter fire-fem minutter, at de blev ved.
Den almindelige dansker redder liv
At tiden er helt afgørende for overlevelsen efter hjertestop, bekræfter hjertelæge Hans Erik Bøtker fra Aarhus Universitetshospital.
- Det er så vigtigt, at hele kæden af folk omkring patienten fungerer, og i de sidste 20 år er antallet af danskere, der overlever hjertestop, gået fra otte procent til 19 procent, fortæller Hans Erik Bøtker og tilføjer, at Trygfondens mange hjertestartere, og det faktum, at alle, der tager kørekort, også lærer om førstehjælp, har været med til redde mange liv.
Militaristisk præcision
Også de velkoreograferede ambulancefolk, der hentede Lars Rasmussen til konfirmationen, er vigtige i et hjertestopforløb:
- Før var Falckfolk mekanikere eller chauffører. I dag er de topuddannede paramedicinere, der med militaristisk præcision begynder behandlingen på stedet, fortæller overlæge Hans Erik Bøtker, der også fremhæver det teamarbejde, der finder sted, når patienten når frem til hospitalet.
Læs også:
- Vi professionelle kan ikke tage hele æren for de mange, der overlever i dag. Det helt afgørende er almindelige mennesker, der er uddannet til at gøre noget, for der vil altid gå 6-8 minutter, før ambulancen er fremme, siger Hans Erik Bøtker.
Servicen er godnathøj
For Lars, der bor alene, var det et enormt held, at han fik en blodprop, mens hans handlekraftige venner var omkring ham, og at han fik sit hjertestop på hospitalet, hvor der kun gik 20 sekunder, før personalet var i gang med en hjertestarter.
Efter hjertestoppet fik han indopereret en pacemaker.
- Det hele gik sindssygt hurtigt, og Skejby er et sindssygt sted, det burde lovprises med sang og dans, siger Lars Rasmussen om hospitalet.
- Servicen er vanvittig. Helt godnat høj. Jeg forbinder det sted med kærlighed, tryghed, omsorg, nærvær. Jeg elsker Skejby Sygehus, siger Lars Rasmussen.
Lidt mere grådlabil
Efter at han er blevet udskrevet, er det især andre, der forventer en efterreaktion.
- Mange folk har nogle vilde gæt om, at jeg skulle bryde sammen. Eller have brug for terapi. Men de fjorten dage, jeg var herude og ventede på, at jeg kunne få min pacemaker og blive udskrevet, brugte jeg på at spørge til det, fordi jeg var nysgerrig. Og dem, jeg kunne tale med om det, var både dygtige og rigtig dygtige til at tale om det. Det hjalp sindssygt. Så jeg har ikke haft noget bagefter, siger Lars Rasmussen.
Og dog.
- Jeg er blevet lidt mere grådlabil, hvis der sker en eller anden ulykke eller noget sørgeligt i en film, siger Lars Rasmussen.
Så kan han godt få tårer i øjnene.
- Det plejede jeg ikke at få før. Men i min væremåde og min natur, er der ikke de store forandringer. Jeg tror stadigvæk, at jeg er pisse irriterende, stresser helt vildt hurtigt, taber hovedet og jeg ved ikke hvad. Men hvad faen…sådan er det, siger Lars Rasmussen.