Lego og legetøj er lig med læring
Leg er et vigtigt element i børns udvikling og læring. Derfor har VIA og LEGO Fonden onsdag åbnet et såkaldt ’Playlab’ i Aarhus.
Dukker og udklædning er ikke kun for sjov. Faktisk kan leg være et vigtigt redskab, når børn skal lære noget nyt.
Derfor har VIA University College og Lego Fonden etableret et såkaldt Playlab i Aarhus - et anderledes indrettet rum, som skal bidrage til en legende læring.
Blandt andet pædagogstuderende kan her få lov at lære, hvordan de kan bruge leg til læring.
Meningen med rummet er ifølge projektleder Heidi Pugh, at studerende og undervisere kan udvikle, tilrettelægge og afprøve legende læring i praksis.
- Vi lærer, når vi leger. Vi skal finde ud af, hvordan leg kan bidrage til den læring, vi modtager hele vores liv, siger Heidi Pugh til TV2 ØSTJYLLAND.
I det anderledes studielokale kan studerende blandt andet bygge ting i Lego og lege med forskelligt legetøj.
- Vi håber, at de studerende bliver mere engagerede, tager medejerskab og at de oplever deres uddannelse som meningsfuld, siger Heidi Pugh.
Alle landets professionshøjskoler samarbejder med Lego Fonden om at udvikle legende tilgange til børns udvikling, leg og læring.