Mand stjæler trailer med heste og banker ind i politibil

Onsdag aften anholdt Østjyllands Politi en 24-årig biltyv, der er sigtet for at stikke af med en hestetrailer med heste i.

Udgivet Opdateret
En bilist var med til at lede politiet på sporet af hestetyven. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Det ene øjeblik stod en kvinde og beroligede sine heste. Det næste så hun dem blive kørt væk i høj fart af en fremmed mand, der stjal hendes bil og hestetrailer.

Det oplyser Østjyllands Politi.

En kvinde kørte onsdag klokken 19.30 ind på en parkeringsplads på Viby Ringvej i Viby, da hun ville tjekke til de heste, hun havde i sin hestetrailer. Mens hun stod bag traileren for at berolige hestene, satte en mand sig pludselig ind i bilen og kørte derfra i høj fart, skriver politiet i sin døgnrapport.

En anden bilist så bilen køre derfra og fulgte efter den på afstand. På samme tid tog han kontakt til politiet og var med til at lede politipatruljerne i den rigtige retning.

Eftersøgningen gav pote ved Louisevej i Brabrand, hvor en patrulje opdagede bilen. De fulgte efter den ned ad Sivsangervej, hvor biltyven holdt ind til siden.

Da betjentene stod ud af patruljebilen for at tage kontakt til den 24-årige, kørte han angiveligt pludselig frem og ramte patruljebilen. Ingen kom dog til skade ved sammenstødet.

Biltyven virkede ifølge politiet beruset og blev anholdt på stedet.

Hestene er umiddelbart ikke kommet til skade, men de var stressede efter den voldsomme oplevelse, oplyser politiet.

Den 24-årige mand er efterfølgende blevet sigtet for både tyveri, spritkørsel og for at køre ind i patruljebilen.

Desuden er han blevet sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han tidligere har fået frakendt sit kørekort, men alligevel har sat sig bag rattet, før han havde lov til det.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her