Millioner til idrætsfaciliteter: Se hvem der får penge
44 aarhusianske foreninger er stillet penge i udsigt fra Anlægspuljen til idræts- og fritidsfaciliteter.
Kunstgræsbaner, idrætshaller, padelbaner og et tekøkken.
Det er nogle af de projekter, der er kommet et stort skridt nærmere, efter 44 foreninger er stillet penge i udsigt fra Anlægspuljen til idræts- og fritidsfaciliteter i Aarhus Kommune.
I alt bliver der givet tilskud for 45,9 millioner kroner, og pengene falder på et knastørt sted.
- Vi har desperat brug for flere og bedre idræts- og fritidsfaciliteter i Aarhus. Jeg ser frem til, at vi nu kan få sat gang i 44 projekter, som vil danne ramme om aktive børn og voksne i hele kommunen, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R).
Hans indstilling behandles i Magistraten på mandag, inden den sendes videre til byrådet.
Varmepumper og solceller
Ud af de 44 projekter er der otte større anlægsprojekter. Det drejer sig blandt andet om kunstgræsbaner ved Harlev Idræts- og Kulturcenter og Lyseng Idrætsanlæg samt en ny badmintonhal til Højbjerg Badminton Klub.
Blandt de mindre projekter går en del penge til energioptimering som varmepumper, solceller og LED-belysning efter et år, hvor udgifterne til især el og varme er stukket af.
Men der er også penge til etablering af padelbaner hos AGF Tennis og Brabrand IF, og så får spillerne i Aabyhøj Basketball penge til et tekøkken.
De er indstillet til tilskud
Større projekter:
3,5 mio. kr. til S/I Harlev Idræts- og Kulturcenters arbejde med at etablere en kunstgræsbane ved Næshøjskolen.
2,33 mio. kr. Marselisborg Hockey Klub m.fl. til etablering af en kunstgræsbane til nichesport på Christiansbjerg Idrætsanlæg.
5,99 mio. kr. til IF Lyseng Fodbold til etablering af halvanden kunstgræsbane på Lyseng Idrætsanlæg.
7,5 mio. kr. til Højbjerg Badminton Klub til etablering af badmintonhal på Hjulbjergvej i Lyseng.
5 mio. kr. til AGF af 1880 til etablering af to idrætshaller i Midtbyen.
5 mio. kr. til Solbjerg Idrætsforening til etablering af idrætshal ved Solbjergskolen.
4 mio. kr. til Stavtrup IF til etablering af Stavtrup Kultur- og Idrætscenter.
2 mio. kr. til etablering af Åbyhøj Idrætscenter.
Mindre projekter:
Møllevangens Aktivitetsforening (projektudvikling): 300.000 kr.
Aarhus Fremad Fodbold (klubhus): 1.000.000 kr.
DDS Valhalla Gruppe (udearealer): 300.000 kr.
Flammegruppen – KFUM-spejderne i Stavtrup (aktivitetshytter): 107.000 kr.
DDS Erik den Røde (aktivitetspavillon) : 159.938 kr.
Kløverhytten – DDS-spejderne Århus (tilslutning til fjernvarme): 280.000 kr.
Roklubben ARA (projektudvikling):100.000 kr.
Aarhus Cricket Club (projektudvikling) : 125.000 kr.
Marselisborg Kajak Club (projektudvikling) : 167.500 kr.
Aarhus Fremad Fodbold (LED-lys på kunstgræsbane): 252.000 kr.
Risskov Tennisklub (energioptimering): 182.000 kr.
Aarhus Flugtskytte-Klub (energioptimering): 252.170 kr.
Christiansbjerg Idrætsforening (energioptimering): 531.300 kr.
Aarhus Aadal Golf Club (ny varmepumpe): 533.750 kr.
Aarhus Aadal Golf Club (opsætning af solceller) : 811.580 kr.
Aarhus Rugby Klub (LED-belysning): 25.200 kr.
Viby Badminton Klub (nyt låsesystem): 65.850 kr.
Skåde Rideklub (springbane): 925.000 kr.
Idræt og Venskabsforening i Århus (nyt klubhus): 1.820.625 kr.
Egå Rosport (kajakreoler): 103.765 kr.
Solbjerg Fritidscenter (akustikloft): 49.688 kr.
Skydebaneforeningen Vestereng (kuglefang) : 49.991 kr.
Harlev IK Håndbold (beachbane): 8.234 kr.
Aarhus Fremad Tennis (LED-belysning): 30.000 kr.
Skaarupgaard Sportsrideklub (ny ridebane): 238.000 kr.
KFUM og KFUK i Distrikt Aarhus (renovering af køkken): 62.500 kr.
Skovbakken Tennis (pickleball baner): 296.875 kr.
AGF Tennis (padeltennis): 429.906 kr.
Århus 1900 Skater Hockey (ny belægning): 160.000 kr.
Brabrand IF Tennis (padeltennis): 450.000 kr.
Beboerforeningen for Øgadekvarteret (fitnessredskaber): 51.470 kr.
Aarhus Svæveflyveklub (rotorklipper): 93.125 kr.
Sport X Aarhus (klubhus og depot): 199.900 kr.
Aabyhøj Basketball (etablering af tekøkken): 32.500 kr.
Vejlby-Risskov Hallen (foreningsfitness og klublokale) : 325.000 kr.
Aarhus Syd Taekwondo Klub (nyt gulv): 30.000 kr.
Kilde: Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune
Aarhus er bundprop
Listen er lang, men den kunne have været endnu længere. 69 foreninger har søgt om tilskud for i alt 168 millioner kroner. Behovet er dermed langt større end de knap 46 millioner kroner, der var til rådighed i puljen.
Ifølge en undersøgelse udført af Idrættens Analyseinstitut i samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden ligger Aarhus Kommune helt i bund som nummer 85 af 93 kommuner, når man måler på mængden af væsentlige idrætsfaciliteter i forhold til antallet af borgere i kommunen.
Når man kigger på andelen af kommunens driftsudgifter, der benyttes til idrætsområdet, ligger Aarhus Kommune med 0,57 procent som bundprop og nummer 93 ud af de 93 kommuner, der har deltaget i undersøgelsen.