Nu letter cigaretrøgen over Aarhus: Historisk rygeraftale vedtaget

Borgerne i Aarhus kan se frem til mindre rygning i det offentlige rum, efter et flertal i Aarhus Byråd onsdag i en historisk aftale besluttede at skabe flere røgfrie udearealer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Fremover bliver blandt andet rygning på flere udearealer forbudt i Aarhus Kommune. Og der er mere på vej, siger rådmand. Foto: Claus Bonnerup - Ritzau Scanpix

I fremtiden vil flere offentlige udearealer i Aarhus blive røgfrie mens der heller ikke må sælges tobak i kommunale bygninger eller til arrangementer og events afholdt i samarbejde med Aarhus Kommune.

- Jeg ville ikke bare sidde på hænderne og se på, at 40 unge begynder at ryge hver dag, og at 14.000 mennesker hvert år dør af rygning, siger rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:

- Derfor er det storslået, at vi har fået den her aftale vedtaget med et enigt byråd i ryggen.

Hun håber, at beslutningen kan påvirke flere unge til ikke at begynde at ryge, mindske antallet af tobaksrelaterede dødsfald og være et skridt imod en røgfri fremtid.

Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Jette Skive (DF), står med opbakning fra et enigt byråd bag en historisk aftale, hvor det blandt andet nu også bliver forbudt at ryge på flere af kommunens udearealer.

- Næste skridt bliver parkerne

I første omgang har man med denne aftale valgt, at det skal være slut med rygning på udearealerne ved kommunale bygninger og bus- og letbanestoppesteder.

- Det omfatter for eksempel de grønne arealer foran musikhuset, områderne foran AROS og DOKK1, samt foran diverse sportshaller og lokalcentre, siger hun.

Aftalen indebærer dog også, at det bliver forbudt at sælge tobak til events og arrangementer afholdt i samarbejde med kommunen.

Det gælder blandt meget andet de populære festivaler Grøn Koncert og SPOT-Festival.

Spørger man rådmand Jette Skive, så bliver det dog bestemt ikke sidste skridt mod en røgfri by.

- Jeg har allerede sagt, at aarhusianerne ikke skal forvente, at vi holder her. Nu kører vi det her igennem med venlighed og høflighed, men så er planen og forventningerne, at det på sigt også vil blive forbudt at ryge i parker som Botanisk Have, siger hun.

Rådmand Jette Skive har længe ført kampagne for at gøre Aarhus mere røgfri. Kommunen kan dog ikke håndhæve det. Videoen er fra den 7. februar i år.

Satser på, at det bliver overholdt

Selvom det allerede i dag er forbudt at ryge på togstationer, så har de fleste nok set nogen tænde en cigaret på perronen. Og hvis ikke, så er det svært at undgå de mange skodder på jorden.

Alligevel mener Jette Skive dog ikke, at det bliver problematisk at håndhæve de nye forbud.

- Der vil være skiltning, så enhver kan se, at rygning er forbudt. Hvis man ignorerer det, og på den måde bryder loven og generer sine medmennesker, så er det dårlig og pinlig opførsel, siger Jette Skive og opfordrer samtidigt til, at medborgere skal påtale det, hvis de ser nogen ryge på offentlige steder.

VIDEO: TV2 ØSTJYLLAND spurgte i februar aarhusianerne, hvad de dengang mente om de forslag, der nu er blevet til en vedtaget aftale. Videoen er fra den 7. februar i år.

Aarhus først på rygestop-beatet igen

Aarhus var landets første kommune, der indførte røgfri arbejdstid for medarbejdere i kommunen. Det skete nogle år efter den første rygelov, som i 2007 fjernede rygningen fra restauranter samt de fleste barer og værtshuse.

- Dengang sagde man også, at det aldrig ville gå. I dag er det helt naturligt, at man ikke bare tænder sin pibe på restauranten, siger hun.

Udover forbud mod rygning på flere udearealer, har rådmand Jette Skive indgået en aftale med Gadeforeningen Strøget om en kampagne i en periode, der skal opfordre folk til ikke at ryge.

- Når tiden i løbet af sommeren engang er inde til det, så vil vi køre en kampagne, hvor vi opfordrer folk til ikke at tænde en cigaret, når de går ned igennem strøget, og samtidig tænke over, at de ikke skal smide deres cigaretskodder på gaden, siger Jette Skive.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her