Nye tal modsiger sure naboer, men de tror ikke på tallene
Giber Ringvej i det sydlige Aarhus skaber igen konflikt med kommune og naboer. Denne gang er det støjmålinger, der skaber debat.
Naboerne til den nyåbnede Giber Ringvej har igen og igen råbt om, at vejen larmer og har alvorlige konsekvenser for deres liv.
Nye målinger viser ifølge Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, at vejen ikke larmer mere, end de maksimalt tilladte 58 decibel.
En af de mest højlydte naboer er Jane Juul Simonsen, der bor 150 meter fra den 12 kilometer lange omfartsvej.
Hun giver ikke meget for de nye målinger, der er foretaget på ti forskellige lokationer langs vejen.
- Det er en katastrofe for os, der bor herude. Det er lavet ud fra nogle målinger, som vi ikke mener er repræsentative. Det er os, der risikerer at dø tidligere eller få stress, depressioner eller hjertekarsygdomme, siger hun.
Ifølge Jane Juul Simonsen er målingerne foretaget på de forkerte tidspunkter på dagen og i for korte perioder.
Hun fortæller, at der blev foretaget målinger ved hendes hus dagen efter en helligdag, hvor hun mener, der er mindre trafik end på en normal hverdag.
Rettet til
Det er der dog blevet korrigeret for i de resultater, der er blevet fremlagt, fortæller byrumschef, Trine Buus Karlsen.
- Man korrigerer for døgnet. De (eksternt firma, der foretager målinger, red.) går hjem og lægger optagelserne ind de beregningsmodeller, Miljøstyrelsen har lavet, siger hun.
- Så vores udgangspunkt er, at de holder sig under det. Det er også det, de beregninger, vi lavede for nogle år siden, viste, siger hun.
Gør ikke mere
Derfor vil kommunens forvaltning heller ikke lave flere foranstaltninger for at sænke støjniveauet. Men det er ikke godt nok, siger Jane Juul Simonsen, der selv har målt trafikstøjen op til 90 decibel.
- Jeg kan ikke beskrive, hvor meget støjen generer os, siger Jane Juul Simonsen.
Trafikstøj skal diskuteres i Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune efter sommerferien. Her vil Jane Juul Simonsen forsøge at råbe politikerne op.
Hvordan er støjen målt?
Støjen er målt i overensstemmelse med Miljøstyrelsens vejledninger.
Støjen er primært målt i myldretrafikken – morgen og eftermiddag. Målingerne er efterfølgende blevet korrigeret til en hastighed på 80 km/t og den forventede årsdøgnstrafik (17.000 biler i døgnet mellem Oddervej og Landevejen og 15.000 biler i døgnet mellem Landevejen og Hovedvejen).
Hvad er forskellen på en støjberegning og en støjmåling?
Der er forskel på en støjberegning og en støjmåling. En støjberegning udregnes som et vægtet gennemsnit over hele året og hele døgnet. En støjberegning bruger data fra Vejdirektoratet og Miljøstyrelsens mange målinger af støj fra danske veje. Desuden tager støjberegninger højde for, at støj om natten er mere belastende end støj om dagen. Derfor vægter støj fra en bil om natten lige så meget som 10 biler om dagen.
Grunden til, at Aarhus Kommune foretager støjberegninger, er, at grænseværdier for støj er en middelværdi over hele året.
Kilde: Aarhus Kommune
Hun ønsker flere tiltag, der skal reducere støjen fra vejen. Giber Ringvej er anlagt med støjreducerende asfalt, der er etableret 16 støjvolde, støjskærm og 550 meter støjkassetter på autoværnet.
Men det er altså ikke nok, hvis man spørger naboerne.
- Jeg vil helt konkret have, at der bliver gjort nogle støjtiltag langs hele Giber Ringvej og også på nogle af indfaldsvejene, siger Jane Juul Simonsen.