Ny metode forkorter ventetid: Patienter kører ikke længere forgæves til kræftbehandling
Færre patienter kører forgæves til kræftbehandling.
Et spørgeskema har vist sig at være en løsning for kræftpatienter på Aarhus Universitetshospitalet.
En læge vurderer ud fra spørgeskemaet, om patienter er klar til behandling - og det sparer kræftsyge for ventetid.
Det skriver Aarhus Universitetshospital i en pressemeddelelse.
Tidligere har patienter, der var i kemobehandling, oplevet lang ventetid og usikkerhed omkring, om de kunne få kemobehandlingen.
Ifølge Aarhus Universitetshospital skyldtes det en procedure, hvor patienterne mødte op på hospitalet for at få vurderet, om de var klar til behandlingen.
Først herefter kunne kemoen blive bestil, og det betød, at nogle patienter ventede længe, mens behandlingen blev blandet - andre måtte køre hjem uden behandling.
Patienter slipper for at køre forgæves
Cheflæge på Kræftafdelingen, Anni Ravnsbæk, så, hvordan arbejdsgangen pressede patienter og hospitalsapoteket.
-Det var en uholdbar arbejdsgang, så for at imødegå udfordringerne begyndte vi at anvende PRO. Nu slipper patienterne for at køre forgæves til hospitalet, og vi bruger ikke længere tid på konsultationer, hvor vi konstaterer, at alt er fint, og at patienten kan få sin behandling, siger Anni Ravnsbæk.
I alt har mere end 13.700 patienter nu brugt spørgeskemaet på Kræftafdelingen. Løsningen blev introduceret i 2014, og det er den løsning, der nu gøres status på.
- Man kan sige, at vi gjorde det med en transformationsdagsorden, inden transformationen overhovedet var opfundet, siger Anni Ravnsbæk.
Hospitalet oplyser desuden, at spørgeskemaet har hjulpet med både registrering over tid, og at det har reduceret medicinspild.
-Det har hjulpet helt enormt på vores arbejdsbelastning. Vi har færre besøg fra patienterne og markant færre arbejdstimer involveret i behandlingerne for klinikerne. Det tager også tid at vurdere besvarelserne, det skal man ikke glemme, slutter Anni Ravnsbæk.