Peter har været til 1000 AGF-kampe: - Selvom vi er ringe, gør det ikke min stolthed mindre

- Aarhus er jo historisk set blevet grint af. Der er lavet Aarhus-historier, og vi bliver betragtet som verdens mindste storby. 

Peter Andersens alvorlige mine brydes af et smil, der tager fat i både mundviger og øjne.

- Men en gang imellem kan vi konkurrere lidt med København. Og det kan vi så med fodbold. 

Man når næsten ikke at sætte foden inden for dørtrinnet i huset i Hasle, inden Peter Andersen er i fuld gang med at fortælle.

Beretninger om AGFs op- og nedture, udskiftning af spillere gennem tiden og om modstandere, klubben spillede mod i forskellige årstal, flyver rundt i huset. 

Selvom begejstringen lyser ud af den 60-årige mand, bliver der med et glimt i øjet talt bundærligt omkring klubbens præstationskurve. Faktisk erkender han hurtigt, at han måske burde at vende den ryggen.

- Mange steder bliver AGF latterliggjort, fordi de ikke har præsteret ret godt i over 20 år. Man skal gang på gang forsvare, hvorfor man gider at holde med det latterlige hold, siger han og fortsætter:

- Men jeg føler stadig en stolthed over dem, selvom de er så ringe, som de er nu. Det gør jeg, fordi der altid lurer en rigtig god oplevelse lige rundt om hjørnet. 

Fra Beder til Ceres Park

Peter Andersen har været til omkring 1000 AGF-kampe.

Den første fandt sted i 1974, da han blot var tolv år gammel.

På det tidspunkt var han en knægt uden den fjerneste interesse for fodbold. I huset i Beder var fodbold heller ikke en del af familielivet. Men i huset ved siden af Peters boede en tidligere AGF-fodboldspiller, der en dag tog ham under armen og med til kamp på stadion i Aarhus.

Oplevelsen væltede den tolvårige dreng fuldstændig bagover.

- Det var simpelthen med det samme atmosfæren, der gjorde det. Selvom AGF tabte den dag, var det storheden, de mange tilskuere og den fortættede atmosfære, der vækkede min interesse, fortæller han.

Nysgerrigheden på den aarhusianske klub drev ham til at læse bøger om spillerne og om klubbens historie. Den runde bold og klubbens ånd sneg sig hastigt nærmere hans hjerte, og da han i konfirmationsgave fik en cykel, kørte han de følgende år fast fra Beder til Aarhus og så samtlige af AGFs hjemmebanekampe.

Harpiks på Herfølge

Det er i dag tæt på 50 år siden. Men blandt de adskillige kampe, Peter har stået på sidelinjen og hujet, sunget, grædt og jublet til, fandt den klart mest mindeværdige kamp sted på Sjælland i år 1986. 

Den 19. oktober er ikke en dag, Peter skal anstrenge sig for at hente fra hukommelsens kælder.

Til de fire venner i bilen måtte han eftertrykkeligt og gentagende gange understrege, at det var et sølle stadion, de skulle besøge. 

Herfølge Stadion havde endnu ingen tribunepladser. Alle tilskuere måtte stå på den efterårsfugtige jord, mens regnen silede ned. Flere paraplyer tittede op uden for banen, og også Peter og vennerne måtte stuve sig sammen under én.

Selv havde han været på stadionet fire år tidligere, hvor AGF havde oplevet et nederlag mod selv samme modstander, som denne dag bød på. Nu var chancen der atter for at blive danmarksmestre, og både tilskuere og spillere var tydeligt nervøse. 

Ni minutter inden kampens afslutning, stod der stadig 0-0 på den manuelle måltavle. Men ikke mange sekunder efter blev det ene nul taget ned og skiftet ud med et ettal. 

Jan Lauridsen, der var tidligere håndboldspiller, fik pludselig sparket bolden i målet i københavnernes ende af banen.

- Da fløjten lød, løb vi alle sammen ind på banen og samledes om spillerne i en klynge. Da blev Jens Harmsen for første gang kastet op i luften, og de første champagnepropper røg. Det regnede og vi havde glædestårer i øjnene. 

Bordreservation med mission

Peter havde tænkt taktisk, da han havde planlagt hjemturen. Han valgte en anden færgerute, end de havde benyttet tidligere på dagen, og havde fundet et afgangstidspunkt, der muligvis matchede spillernes. 

På færgen fandt han hurtigt frem til restauranten, hvor flere af bordene var forsynet med skilte med ordet 'reserveret'.

- Og så kom hele holdet jo ind. Og vi var oppe at få genstande og sad ved højbord med dem og snakkede og snakkede, fortæller Peter Andersen med minderne skinnende i øjnene.

Og selv da færgen nåede til endedestinationen i Ebeltoft, sluttede festen ikke. Peter endte med at fejre sejren med spillerne på Fredensvang, der er AGFs træningsanlæg. 

Klubben, der samler byen

Det er nu 36 år siden. Og 26 år siden, at klubben har vundet pokalturneringen. 

Men selvom sejrene er blevet færre, er kærligheden til det aarhusianske hold ikke falmet. Nærmest tværtimod. 

- Det er jo bare blevet andre tider. AGF har ikke længere den styrke, de havde, men det gør ikke en forskel for mig, at AGF var større i 1980'erne, end de er nu, fortæller Peter og fortsætter:

- Vi AGF-tilhængere føler jo nok en stolthed over vores by. Der var jo mange steder, eksempelvis i Odense, hvor man havde tre klubber, men i Aarhus er det, som om at det er AGF, der samler byen. 

Peter Andersen har ved siden af sit arbejde som typograf og postfordeler fulgt klubben til så mange kampe, som det har været muligt. I dag er kampene et samlingspunkt for familien.

Stemningen, stoltheden og støtten til den aarhusianske klub blomstrer stadig, knap et halvt århundrede efter den blev sået. Og det er ikke til at slå ud, lover Peter Andersen.

Hør TV2 ØSTJYLLANDS nye podcast 'Holdet der vandt' om AGF's seneste mesterhold fra 1986 og genoplev 80'er-nostalgien og alle de mange anekdoter.