Ny Helmig-udgivelse landet: Rørende sange om sønnen Hugo

Thomas Helmigs nye album 'Sortedam' er udgivet fredag. Her sætter han ord på tab, sorg og savn efter sønnen Hugo Helmigs død.

Udgivet
Thomas Helmig og Hugo Helmig på scenen sammen til den uofficielle åbning af Aarhus Festuge i 2018. Foto: Anita Graversen/Ritzau Scanpix

Musikeren Thomas Helmig skrev i månederne efter sin søn Hugo Helmigs død i november 2022 en række sange, som nu er blevet til et album med syv numre.

- “Sortedam” er ude i dag. Og jeg vil gerne takke alle der, på den ene eller anden måde, hjalp til undervejs, skriver Thomas Helmig på de sociale medier.

Albummets titel refererer til Hugo Helmigs sidste bopæl i København og det samvær, far og søn havde der. Som Thomas Helmig synger:

'Det eneste, jeg ønsker mig og tænker på / er én tur mere rundt om Sortedam / bare os to sammen, dig og mig'.

Sortedam

1. Sortedam

2. Et minut

3. Lyset flakker

4. Hugos vuggevise

5. Vindstød af stormstyrke

6. Er du?

7. Alt det

Sangene er skabt i samarbejde med Emil Falk, der livet igennem har været tæt på både Thomas og Hugo Helmig – både menneskeligt og musikalsk.

I en anmeldelse fra B.T. bliver albummet kaldt en 'super rørende hyldest' af Hugo.

- Popkongen har musikalsk aldrig lydt så melankolsk, som han gør på sit nye album, hvor han på rørende vis bearbejder tabet af sønnen Hugo, lyder det i anmeldelsen.

Blev kun 24 år

Det er op til toåret for Hugo Helmigs død i november 2022, hvor den unge mand, der også udmærkede sig inden for musik, gik bort i en alder af blot 24 år.

Arkivfoto af Hugo Helmig. / Foto: TV 2

Hugo Helmig udgav sin debutsingle "Please Don't Lie" i 2017 og slog sit eget navn fast. Sangen var ifølge Jyllands-Posten det største danske radiohit i 2017, og nummeret var også på Hugo Helmigs anmelderroste debutplade, "Juvenile", fra 2019.

Men blot to år efter måtte Hugo Helmig trække stikket på sin musikkarriere. Han var kommet ud af et misbrug, men indre dæmoner, angst og paranoia, formørkede hans sind.

AGF fans tog afsked med Hugo Helmig inden superligakampen mellem AGF og Silkeborg i Aarhus søndag den 26. februar 2023 / Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix

Aftenen inden sin død var Hugo Helmig dog fuld af håb, drømme og planer for fremtiden, skrev hans far, Thomas Helmig, i et opslag på Instagram.

- Jeg var hos dig hele natten, og mens du sov, gav dit lille hjerte op. Og nu er du så pludselig ikke "her" længere, men lever videre et sted "dybt inde i mit hjerte", hvor jeg vil bære dig med ømhed, stolthed og betingelsesløs kærlighed resten af mit liv.

Familien informerede offentligheden om dødsfaldet efter Hugo Helmigs begravelse.

- Hugo ville gerne have været hos os, og han havde mangle planer og håb for fremtiden. Hans liv og virke som musiker lever videre i de mennesker, der kendte ham og kendte til ham, skrev familien Helmig i en erklæring delt på Facebook.

Hugo Helmigs gravsted på Nordre Kirkegaard. / Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Fire måneder efter Hugo Helmigs død var Thomas Helmig tilbage på scenen og gav i Royal Arena i København en koncert, der af anmelderne blev kaldt for en hyldest til livet.

Thomas Helmig mindedes sin søn fra scenen.

- Jeg vil ikke fortælle jer, hvor meget jeg savner Hugo, og hvor stor en sorg det er for mig og min familie. Det kan ikke beskrives. Men Hugo er her indeni. Han er lyslevende inde i mig, sagde Thomas Helmig ifølge anmelderne.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her