Julen er reddet: Stjernerne tændes alligevel over Strøget
En lang række pengegaver fra det lokale erhvervsliv og én stor donation fra NRGi har nu sikret, at Strøget i Aarhus igen denne jul bliver oplyst af en stjernehimmel.
Selvom Anders Winnerskjold (S), under pressemødet torsdag, hvor han af den socialdemokratiske gruppe blev afsløret som byens kommende borgmester, samtidig bebudede, at han ville redde aarhusianernes elskede stjernehimmel over Strøget, så er det nu blevet ganske unødvendigt for den kommende borgmester at redde julen.
Det har en række bidrag fra det lokale erhvervsliv i stedet gjort. Det skriver Århus Stiftstidende.
Det skabte ellers røre både ved aarhusianerne, butikkerne og i den politiske andedam, da det tidligere i oktober blev meldt ud, at den over 20 år gamle tradition med en stjernehimmel over gågaden i Aarhus stod til at være fortid. Strøgforeningen, der står for den 850 meter lange, funklende lyshimmel havde ikke penge nok.
Strøgforeningen havde selv skaffet 400.000 kroner, som dog ikke var nok til at dække regningen på en million kroner, som det koster hvert år.
Men nu betyder bidrag fra håndværkere, firmaer, caféer, restauranter og et energiselskab betyder, at lyskæden med 750.000 led-pærer alligevel kommer til at pryde strøget til jul.
Den 850 meter lange lyskæde var ellers sat på auktion af strøgforeningen, der så sig nødsaget til at sælge julebelysningen.
Det var da også en overrasket formand for Strøgforeningen, Claus Broberg, der modtog et telefonopkald med den glædelige nyhed.
- Jeg blev ringet op af Henrik Rasmussen, autoriseret VVS-installatør i Nordbyens Energi og VVS. Han fortalte, at han sammen med andre mestre havde ringet rundt til venner og allerede havde mange tilsagn om støtte til stjernehimlen. Jeg blev simpelthen så glad, fortæller Claus Broberg til Århus Stiftstidende.
Og det er da også blevet en lang liste af støtter, der har fundet pengene til at sætte lys til strøghimlen og holde traditionen i live - hvor mange penge der er
- Vi er glade for at kunne bidrage til den gode julestemning i Aarhus. Lysene er noget, som folk i alle aldre ser frem til hvert år, og der er ingen tvivl om, at de er med til at skabe en helt særlig stemning i byen. Derfor er vi selvfølgelig stolte over at kunne være en del af denne juletradition, som i de sidste 20 år har givet en ekstra oplevelse til de handlende fra nær og fjern, siger Tommy Jakobsen koncernkommunikationschef i NRGi.
Stjernehimlen tændes fredag den 15. november i forbindelse med Aarhus City Forenings juleparade, hvor julemanden traditionen tro vil tænde lysene over Strøget.