Simone sidder i kørestol: Tvinges ud på 2,5 kilometer omvej for at komme med toget

Det kræver en omvej på over to kilometer, hvis Simone Krøyer skal med letbanen ind mod Aarhus - selvom letbanestoppet ligger få hundrede meter fra hendes hjem.

Udgivet Opdateret
Simone Krøyer bor tæt på letbanestoppet Torsøvej i Risskov, men det er sjældent, hun tager letbanen.

Letbanen skal være en nem måde at komme rundt i byen på for alle aarhusianere.

Men hvis man bruger letbanestoppet på Torsøvej i Risskov, er det bedst at være mobil.

For at krydse sporene og komme til den modsatte perron skal man nemlig op og ned ad trapperne, og det er umuligt for Simone Krøyer, der er kørestolsbruger.

Det er denne trappe, man skal bestige for at komme over til modsatte letbanespor.

- Jeg synes, det er ekskluderende, for jeg vil gerne tage letbanen ind til Aarhus, siger hun til TV2 Østjylland.

Simone bor selv i Risskov og savner muligheden for at tage offentlig transport, når hun skal på smutture ind til byen.

Kræver omvej på 2,5 kilometer

Selvom det ikke er muligt for Simone Krøyer at krydse sporene over gangbroen, kan hun faktisk godt komme hen til spor 1, hvorfra letbanen kører mod Aarhus.

Det kræver bare en omvej på 2,5 kilometer, og Simone bor kun få hundrede meter fra letbanestoppet.

- Det viser, at man som handicappet ikke bliver tænkt som en del af samfundet, siger hun.

Det er ikke kun Simone Krøyer, der har svært ved at komme med letbanen fra Torsøvej.

Sigrid Bjergbakke savner en elevator ved letbanestoppet, når hun kommer med barnevogn.

Sigrid Bjergbakke, der bor samme sted, havde problemer, både da hun var gravid og dårligt gående, og nu er udfordringen at få barnevognen over sporet.

- Det er irriterende. Min mand har nogen gange kørt mig til Lystrup, så jeg kan tage letbanen derfra, siger hun.

Derudover påpeger Simone Krøyer, at det sikkert også kan være et problem for personer med cykler og rollatorer.

Det gør, at vi får svært ved at ryste isolation og ensomhed af os, og at vi har svært ved at passe skole og arbejde
Thorkild Olesen, formand, Danske Handicaporganisationer

- Svært at ryste ensomhed af

Ifølge Danske Handicaporganisationer oplever 59 procent af mennesker med fysiske handicap udfordringer med offentlig transport, så det er et stort problem, mener formand Thorkild Olesen.

- Det gør, at vi får svært ved at ryste isolation og ensomhed af os, og at vi har svært ved at passe skole og arbejde, siger han.

Det samme siger Simone Krøyer, som oplever, at hun bliver udelukket fra mange ting, når offentlige steder ikke bygges, så kørestolsbrugere kan komme ordentligt omkring.

Efterlyser en elevator

Derfor efterlyser hun en elevator på perronen, så alle har mulighed for at komme over på den anden side.

Aarhus Letbane fortæller til TV2 Østjylland i et skriftligt svar på kritikken, at der arbejdes på sagen:

"Vi har ansøgt staten om midler i en pulje omkring tilgængelighed for at sætte elevatorer op. Puljen administreres af Banedanmark, og vi har fortsat ikke hørt noget. Vi hører kun noget, hvis vi får midler til projekter."

Dertil knytter Banedanmark en skriftlig kommentar:

"Det er ikke et problem, vi kan løse med et snuptag, for det kræver ofte omfattende opgraderinger, og der er mange stationer, der ikke lever op til de standarder, vi bygger efter i dag."

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her