Slutspurt i kæmpeprojekt bliver forsinket
Arbejdet med sidste del af kæmpe vejprojekt bliver forsinket, melder Aarhus Kommune.
Giber Ringvej-projektet nærmer sig sin afslutning, men ikke alle sten er ryddet af vejen.
Det fremgår af et opslag fra Trafik i Aarhus, som Aarhus Kommune står bag, på Facebook.
Den sidste del af Giber Ringvej, der mangler at åbne, er mellem Oddervej og Beder Landevej. Der støder den nye omfartsvej til imellem Beder og Malling.
I arbejdet med at anlægge forbindelsen har Beder Landevej været spærret siden 4. september og skulle have åbnet igen fredag. Men sådan er det ikke gået.
Trafik i Aarhus skriver nemlig, at spærringen forlænges en uge til 22. september.
Det er samme dag, man har planlagt at kunne åbne stykket mellem Oddervej og Beder Landevej, og forventningen er da også stadig, at vejen kan åbne der, fremgår det af opslaget.
'Det sidste arbejde afhænger af vejret, så vi håber, at vejrguderne er med os,' skriver Trafik i Aarhus i opslaget.
Afspærring betyder, at borgere fra Beder og Malling skal på en omvej ad Oddervej, når de skal mellem de to ellers meget forbundne byer.
Giber Ringvej er en ny omfartsvej syd for Aarhus og strækker sig fra Beder og Malling i øst mod Kolt og Aarhus Syd Motorvejen i vest. Den har været undervejs siden de første undersøgelser i 2015, og anlægsbyggeriet begyndte i 2020.